Interessen for øget frisættelse og selvorganisering er stor. Mange organisationer ønsker at finde nye måder at forene en fladere struktur med det klassiske ledelseshierarki og udvikle sig i retning af den selvledende organisation.
Til dette event stiller vi skarpt på, hvilke nye muligheder idéen om mindre hierarki, mere ledelse tilbyder ift. at gentænke organisation og ledelse.
Du vil blive introduceret til idéer og koncepter fra den relevante litteratur inden for området og høre om erfaringer med at etablere og fastholde en helt eller delvist selvledende organisation. Eventet henvender sig til praktikere, der er eller vil i gang med at skabe mere selvorganisering i deres organisation.
Til eventet vil du høre korte inspirationsoplæg fra lektor Michael Pedersen, der vil fortælle om, hvordan begrebet selvledelse har skiftet karakter i retning af en mere radikal og kollektiv ledelsesform, og fra forfatter og medledelses-ekspert Mette Aagaard, der vil skitsere hendes omfattende praksiserfaring med medledelse.
Eventet vil blive faciliteret af organisationssociolog Steen Elsborg med eksemplariske processer for selvledende organisationer i en eksperimenterende flad struktur med selvorganiserede undersøgelser af anvendelsesmuligheder og interaktiv dialog på kryds og tværs mellem alle i lokalet.
Obs! Vi tager billeder i forbindelse med dette arrangement. De bliver brugt til markedsføring af Master of Public Governance og CBS efteruddannelse. Billederne bliver gemt, indtil de ikke længere er nødvendige for at opfylde det formål. Hvis du ikke ønsker at være med på billeder, kan du sige det til en medarbejder fra MPG, når du ankommer. Ønsker du at få slettet et foto af dig, kan du efter arrangementet kontakte mgp@cbs.dk.