Kort om eventet
Hvad sker der med organisationen, ledelsen, medarbejderne og borgerne, når idealet er konstant transformation? Hvis offentlige organisationer hele tiden er under forvandling, hvordan sikrer vi da en vis stabilitet i det, vi gør? Og hvis den offentlige sektor er under konstant forvandling, er der så et sted, hvorfra vi kan betragte vores egen forvandling med henblik på at styre og lede den?
Forandringer og reformer har været en fast del af ledelsen i det offentlige, men i dag tales der om transformation. Og det er noget radikalt andet. Med transformation angiver man nemlig, at alt skal transformeres, inklusiv det sted man står. En række af MPG’s undervisere vil bidrage til et blik for, hvad transformationen gør ved os, så vi ikke selvfølgeliggør den. Derfor har de skrevet bogen ”Transformationens politik” sammen med en gruppe forskerkolleger.
Mød flere af forfatterne til dette event, hvor du kan få et nyt blik på transformation – og hvilket ledelsesrum det giver dig.
Program
16:00 |
Velkomst og idéen med bogen |
Hvad sker der med en offentlig organisation og et helt samfund, der beskriver sig selv som værende i konstant transformation? Og hvordan er transformation blevet tidens store ledelsesudfordring? CBS-professor Niels Åkerstrøm byder velkommen og fortæller, hvorfor bogen er skrevet. |
|
16:10 | S-regeringens nærhedsreform - planlagt disruption? |
Nærhedsreformen kan ses som en styringsdiskurs, der bedst betegnes som `planlagt disruption`. Dorthe Pedersen, lektor på CBS, sætter S-regeringens reforminitiativer ind i en historisk kontekst og udpeger de paradoksale styringsvilkår, som former offentlige lederes strategiske ledelsesrum. |
|
16:20 | Transformation gennem selvbeskrivelser |
Paradoksalt nok sker der ofte det, at strategiers forsøg på at skabe enhed og identitet producerer det modsatte, fordi strategien i sig selv bliver en anledning til at se på organisationen på nye måder. Og med tiden kan det kalde på endnu en ny strategi. CBS-lektor Anders la Cour kommer med et eksempel på en organisation, der har formuleret en strategi om at være transformativ. |
|
16:30 | Arkitekturens transformationsrum |
Også arkitekturen transformeres, og det kan bane vej for nye former for sameksistens på tværs af etablerede skel mellem mennesker, natur og teknologi. Fra et ledelsesperspektiv skaber symbiosen et spændingsfelt mellem selvorganisering og regulering. Christiane Mossin, ekstern lektor ved CBS, præsenterer sit bidrag til bogen. | |
16:40 |
Refleksioner på tværs |
Dialog og spørgsmål til oplægsholderne. |
|
16:50 |
(U)lykkeligt landshold? |
Postdoc Jette Sandager fra DPU og lektor Erik Mygind du Plessis fra SDU undersøger fodboldlandstræner Kasper Hjulmands ambition om transformationsledelse af landsholdet og dets forhold til nationen – samt effekten af den ledelsesform. | |
17:00 | At være leder i den fordoblede velfærdsøkonomi |
Engang gik skattekronerne én vej, og velfærden blev leveret den anden vej. Sådan er det ikke i dag – nu findes der en social velfærdskontrakt sammen med den pengeøkonomiske. Lektor på CBS Niels Thyge Thygesen præsenterer sit kapitel i bogen. | |
17:10 |
Rettens transformative potentiale |
Retsstatsprincipper indebærer bl.a., at retten er forudsigelig og dermed bagudskuende. Men rettens legitimitet bygger også på, at den kan transformere sig selv og dermed tilpasse sig et samfund, der i stigende grad er transformativt, og hvor normer og spilleregler ikke længere kan tages for givet. Adjunkt Maj Grasten fra CBS og postdoc Jette Sandager fra DPU holder oplæg om, hvordan retten kan opretholde sin legitimitet. |
|
17:20 |
Refleksioner på tværs |
Dialog og spørgsmål til oplægsholderne. |
|
17:35 |
Reception |
Vi skåler for bogudgivelsen, og der er mulighed for at fortsætte samtalen om transformationens betydning for ledelse og den offentlige sektor. |