Når virksomheder overdrages til næste generation, eller omdannes for at tilpasse sig nye behov, opstår der komplekse skatteretlige spørgsmål. Faget sætter dig i stand til at forstå og arbejde med reglerne for generationsskifte, virksomhedsomdannelse og aktieombytning – både skattemæssigt og juridisk. Du får indsigt i, hvordan overdragelser kan gennemføres med eller uden succession, og hvordan strukturændringer påvirker ejerskab og skat.
Dit udbytte:
- Forstå reglerne for skattefri virksomhedsomdannelse og aktieombytning.
- Analysér gave- og boafgift i forbindelse med overdragelse i levende live.
- Identificér successionens skattemæssige konsekvenser.
- Håndtér værdiansættelse og berigtigelse ved generationsskifte.
- Rådgiv om optimale overdragelsesmodeller under gældende skatteret.
- Kombinér viden om arv, gave og selskabsstruktur i én faglig helhed.
Indhold:
- Gaver og gaveafgift
- Succession, personlige erhvervsvirksomheder
- Skattefri og skattepligtig virksomhedsomdannelse
- Introduktion til aktieombytning
- Succession, overdragelse af kapitalandele
Undervisere:
Fagkoordinator, vicestudieleder, ekstern lektor Ole Aagesen, CBS Law
Advokat (H) Johan Hartmann Stæger, BFA Law
Advokat Torben Buur, Advokatfirmaet Dahl
Sammenhængen med de øvrige fag:
Generationsskifte og virksomhedsomdannelse omhandler de særlige skatteretlige regler, som indtræder ved overdragelse af erhvervsmæssige virksomheder i levende live, når personlige drevne virksomheder omdannes til kapitalselskab og når der etableres koncerner ved aktieombytning.
Faget forudsætter almen viden om skatteret og bygger på elementer fra fagene Personbeskatning, Erhvervsbeskatning, Kursgevinster og finansielle kontrakter, Udbytte og aktieavance samt Fast ejendom for så vidt angår generationsskifte i levende live og ved virksomhedsomdannelse med en eventuel efterfølgende aktieombytning.