Toldbeskatningen hviler på tre centrale elementer: tarifering, oprindelse og toldværdi. På dette fag får du en grundig forståelse for, hvordan disse elementer defineres, anvendes og spiller sammen i praksis. Du lærer at arbejde med både teoretiske grundlag og konkrete metoder, herunder transaktionsværdi, præferenceoprindelse og tariferingsprincipper. Gennem analyser af praksis – herunder afgørelser fra EU-Domstolen – opnår du evnen til at vurdere og løse komplekse toldretlige problemstillinger, der knytter sig til værdiansættelse og klassificering af varer i en international kontekst.
Dit udbytte:
- Opnå indgående kendskab til toldtarif, oprindelsesregler og toldværdi som centrale beskatningselementer.
- Lær at analysere og løse komplekse toldretlige problemstillinger med korrekt juridisk metode.
- Forstå den praktiske anvendelse af transaktionsværdi og sekundære metoder til værdiansættelse.
- Få overblik over bindende tariferingsoplysninger og dokumentationskrav ved oprindelse.
- Anvend EU-retlig, national og international praksis i toldretlig sammenhæng.
- Udvikl din evne til at arbejde systematisk og kritisk med både teori og retspraksis.
Indhold:
- Toldtariffens retsgrundlag og teori
- Almindelige tariferingsbestemmelser. Bindende tariferingsoplysninger. EU-domstolens praksis i tariferingssager
- Sammenhæng med de øvrige beskatningselementer og anden toldregulering
- Oprindelsesreglernes teoretiske grundlag og hjemmel. Almindelig oprindelse og præferenceoprindelse
- Kumulation og dokumentation
- EU-domstolens praksis i oprindelsessager
- Sammenhæng med de øvrige beskatningselementer og anden toldregulering
- Toldværdireglernes formål og international aspekt
- Den primære metode – Transaktionsværdi
- Tillæg og fradrag til toldværdien
- De sekundære metoder
- EU-domstolens praksis i toldværdisager
- Sammenhæng med de øvrige beskatningselementer og anden toldregulering
Underviser:
Fagkoordinator, Lektor Carsten Willemoes Jørgensen
Sammenhængen med de øvrige fag:
Beskatningselementerne i toldretten bygger oven på faget Toldret. Det anbefales derfor, at faget toldret gennemføres inden beskatningselementerne i toldretten påbegyndes.
Toldretten er desuden i høj grad EU-reguleret. Det anbefales derfor, at studerende har et godt kendskab til EU-retten.