Commercial Excellence er rygraden på HD2 Strategisk Salg og Marketing. Her samler vi marketing og salgsledelse i én samlet vækstdagsorden – og placerer dem strategisk i forhold til resten af organisationen.
Over et helt semester arbejder du først i dybden med marketing, derefter med salgsledelse. Begge discipliner kobles tæt til virksomhedens vækstansvar – økonomisk, datadrevet og forretningsmæssigt – men også med blik for de psykologiske og sociologiske mekanismer, der reelt driver kunder og markeder.
Digitalisering, grøn omstilling og anvendelsen af AI er integrerede temaer gennem hele forløbet. Samtidig får du det strategiske overblik, der gør dig i stand til at vælge valgfag, som skærper din profil og specialisering.
Undervisningen kombinerer intensive campusdage med målrettet gruppearbejde, online vejledning og feedback. Erfarne ankerpersoner inden for marketing og salgsledelse suppleres af forskere fra Copenhagen Business School og gæsteforelæsere fra førende case-virksomheder.
Resultatet er forskningsbaseret undervisning omsat til praksis: konkret, anvendelig og direkte rettet mod at skabe målbar vækst.
Kurset vil især have fokus på:
- At forstå og arbejde strategisk med kunderne – fra både marketing- og salgsledelsesperspektiv
- At påvirke og forme efterspørgslen i markedet gennem målrettede indsatser
- At navigere sikkert i en digital og datadrevet forbrugerkultur
- At styrke virksomhedens position i markedet gennem produkter, distribution, branding og kommerciel eksekvering