Gentagelser, flertydighed og forandring er en antologi, der diskuterer lederudvikling og effekt med afsæt i MMD-uddannelsen på CBS. Den er skrevet i anledning af uddannelsens 20 års jubilæum og illustrerer, hvordan man på en nyskabende og forløsende måde kan forstå, tale om og skabe dokumentation for organisatoriske og samfundsmæssige effekter af lederuddannelser.
Bogen er ikke optaget af at "måle" lederuddannelsers effekt. Alternativet til at måle effekter (resultater) er at understøtte performativitet: handlinger og dialoger, der åbner for nye indsigter og muligheder.
Antologien er et vidnesbyrd om, at mødet mellem forskningsbaseret viden, pædagogik og praksiserfaringer skaber nye startskud til både refleksion og udviklende ledelsesforløb. I gentagelsen af dialoger og gentænkningen af organisatoriske processer bliver "forskellene, som gør en forskel" tydeligere, og de bliver igen udgangspunkt for nye, udviklende gentagelser og forandring.
Kapitlerne er blevet til i møder, med dialog som omdrejningspunkt, mellem professorer på uddannelsen og ledere, som har gennemført MMD uddannelsen. Læseren vil i sit møde med kapitlerne selv være med til at skabe sin forståelse af bogens fortællinger.