Der er ikke magi, der driver kunstig intelligens. Rygterne og mystikken, der omgiver en teknologi som ChatGPT, giver indtryk af en nærmest overjordisk intelligens. Men det er her, man skal minde sig selv om, at det er en maskine, en konstruktion, en generativ sprogmodel. Den regner, det bedste den har lært, på, hvordan ord kan sættes sammen til svar, der giver mening. Og det gør det ikke altid. Der bliver gættet og 'hallucineret'. Hvis det var et menneske, ville det hedde rabler eller tågesnak.
Sine Zambach er adjunkt ved Institut for Digitalisering på CBS og har gennem sin karriere arbejdet for at gøre IT og programmering spændende at lære for især børn, unge og kvinder – både i sit arbejde og i sin fritid. Hun er begejstret for den ny teknologi, og siger, at vi skal være bevidste om begrænsningerne ved den.
AI FORFØRER
Hun foreslår, at alle, og især de yngste generationer, hurtigt kommer ind i maskinrummet eller maven eller hjernen eller den metafor, der nu bedst formidler budskabet: Få fingrene i tastaturet og kom i gang! Med brugervejledning, online tutorial, et kursus eller hvad der nu passer en bedst. For en sprogmodel som ChatGPT eller andre kunstige intelligenser performer bedst, når mennesker forstår og styrer teknologien.
"Der er kæmpemuligheder i kunstig intelligens for samfundet. Og for at være med til at skabe fremtidens teknologier, så skal man starte et sted. Det gælder især vores børn og de unge, men også alle os andre. Vi skal simpelthen have greb om, hvad teknologien kan, og hvordan den fungerer. Det er helt nødvendigt at have en minimumsforståelse," siger Sine Zambach og fortsætter:
"Man skal have indsigt for ikke at blive forført af AI'en. Den kan ikke alt, man kan have den som en hjælp, man instruerer. Man skal for eksempel forstå, at når den hallucinerer, så er den en såkaldt 'stokastisk papegøje', der sætter ord mere eller mindre tilfældigt sammen og i bedste fald hyggesludrer. Det er ikke en rigtig ven med et rigtigt navn som Glenn-Peter Thomsen (initialerne G.P.T., red.). Det er en maskine, der begår fejl," siger hun og fortsætter:
"En indsigt i teknologien kan give os en rigtig god forståelse for, hvad potentialet er, og hvordan vi kan bruge kunstig intelligens til at skabe noget, som har værdi for mennesker".
MASKINE ELLER INTELLIGENS?
Sine er fornyelig kommet hjem fra Folkemødet, hvor hun underviste en bornholmsk skoleklasse i programmering. Her fik eleverne mulighed for med hjælp af kunstig intelligens at lave deres egne apps med fokus på opbyggende emner som demokrati eller biologi. Zambach har skrevet bogen 'Kvinde kend din kode' og har igennem en årrække været involveret i foretagende Coding Pirates – en digital klub for børn. Hun er idealist med en praktisk tilgang til nye teknologier og er for nylig udpeget til det faglige dataetiske udvalg ved Akademiet for Tekniske Videnskaber. Her skal hun byde ind med en data science baggrund, mange års erfaring med AI, og en interesse for dataetik.
"Jeg interesserer mig meget for, hvordan AI kan styrke demokratiet, f.eks. skabe mere lighed ved at hjælpe med at neutralisere menneskeligt bias, som vi kan være blinde for i for eksempel jobopslag," siger hun.