For virksomheder ændrer det risikobilledet fundamentalt. Risikoen er ikke længere lineær, men systemisk. Ét kompromitteret system kan udløse kædereaktioner i værdikæder, som allerede er sårbare over for geopolitik, handelskonflikter og forsyningsproblemer. Samtidig er grænsen mellem statslige og kriminelle aktører blevet flydende. Hackere opererer i gråzoner, hvor stater ser gennem fingre – eller aktivt udnytter deres aktiviteter.
Desinformation er en potentiel – men endnu usikkert kortlagt – forretningsrisiko
Forskning peger på, at falsk information kan sprede sig hurtigere end faktabaseret indhold på digitale platforme, blandt andet på grund af algoritmisk forstærkning og stigende brug af automatiserede værktøjer. Studier inden for informationsspredning og politisk kommunikation viser dog samtidig, at effekterne er komplekse og vanskelige at isolere.
For erhvervslivet er billedet mere uklart. Der findes endnu relativt få veldokumenterede eksempler på virksomheder, der direkte har lidt målbar økonomisk skade som følge af statsligt orkestreret desinformation. Usikkerheden er høj, og årsagssammenhænge er svære at fastslå.
Alligevel vurderer flere analyser, at risikoen ikke bør afskrives. I takt med at stater i stigende grad anvender informationspåvirkning som geopolitisk redskab, kan virksomheder – særligt dem med strategisk betydning, nationale tilknytninger eller politisk følsomme produkter – i princippet blive indirekte mål. Ikke nødvendigvis gennem direkte angreb, men via narrativer, der påvirker regulatorisk adfærd, forbrugertillid eller markedsadgang.
Kort sagt: Desinformation er endnu ikke en veldokumenteret, systematisk erhvervstrussel – men den er en plausibel fremtidig risiko, som virksomheder bør forholde sig analytisk og nøgternt til, ikke alarmistisk.
Den egentlige sårbarhed er organisatoriskDe fleste virksomheder forstår i dag, at trusselsbilledet er alvorligt. Problemet er ikke erkendelse, men incitament.
Ole Willers peger på en grundlæggende markedsfejl:
“Virksomheder bærer sjældent hele omkostningen ved et angreb. Når en lille leverandør kompromitteres, bruges den ofte som indgang til større kunders systemer. Samtidig er sikkerhed svært at måle, og kunder betaler sjældent for noget, de ikke kan se.”
Resultatet er velkendt: Alle ved, at sikkerhed er nødvendig. Ingen vil investere først. SMV’er har mindst kapacitet og størst risiko, men store virksomheder er heller ikke immune. Kompleks organisation, uklart ansvar og kortsigtede forretningsmål gør sikkerhed til et sekundært hensyn.
Det afgørende skifte er ledelsesmæssigt. Cybersikkerhed kan ikke være et IT-anliggende.
“Kun når sikkerhed er et C-level-ansvar, kan indsatsen koordineres på tværs af IT, jura, supply chain og eksterne partnere,” siger Ole Willers.
Det handler om at bevæge sig fra compliance til risikostyring. Fra brandslukning til robusthed. Fra isoleret cybersikkerhed til samlet erhvervssikkerhed.
Staten og erhvervslivet: Frivillighed er ikke nokVirksomheder kan ikke løse problemet alene. De strukturelle markedsfejl kræver politisk indgreb. I Danmark er man fortsat for afhængig af frivillig efterlevelse.