Danske Daniel Rasmussen og hans familie nåede kun at bo i Schweiz i få uger, inden landet på lige fod med Danmark lukkede ned på grund af coronapandemien.
Skrivebordspladsen i biotekvirksomheden Ichnos Sciences, hvor han er ansat som projektleder, og som blandt andet udvikler på fremtidens cancermedicin, blev derfor byttet ud med en arbejdsplads hjemme i privaten. Siden marts måned 2020 er Daniel Rasmussen kun kørt ind på sit kontor cirka en gang ugentligt. Den omstilling tog det ham ikke længe at vænne sig til.
”Det var en digital transformation, som har betydet, at mit arbejdsliv og privatliv er kommet til at flyde mere sammen, hvilket har gjort meget godt for min familie og mig. For eksempel kan jeg spise frokost med mine børn to dage om ugen, hvilket er en kæmpe gevinst, og generelt har jeg flere gode timer med mine børn, end jeg tidligere har haft,” siger Daniel Rasmussen.
Førhen undrede den 46-årige projektleder sig, når han oplevede, hvor godt hans kone, der længe har haft hjemmearbejdsplads, trivedes med det. Det gør han ikke længere.
”Jeg har lært rigtig meget om mig selv i den her periode. Jeg har altid set mig selv som en, der arbejdede bedst på arbejdspladsen, men jeg har fået øjnene op for, at rigtig mange ting arbejdsmæssigt sagtens kan fungere, selvom man sidder hjemme,” siger Daniel Rasmussen, der sidste år meget apropos afsluttede faget Organizing for Digitalization online på CBS’ efteruddannelse Master of Business Development, som han har draget god nytte af under nedlukningen, fortæller han og fortsætter:
”De to store og overordnede læringer fra faget har for mig været, at der er faldgruber ved den digitale hjemmearbejdsplads, man skal være meget opmærksom på. Den ene er den med, at man ikke overser den sociale dimension og forholdet til kollegaer, fordi man sidder hver for sig. Og den anden er, at jeg har fået en forståelsesramme for, hvilke elementer og spørgsmål som man skal arbejde med, for at den digitale hjemmearbejdsplads bliver en succes – det gælder både ledelsesmæssigt, men også teknisk, menneskeligt og i forhold til arbejdsprocesser.”
Det fysiske møde kan være nødvendigt
Det er ikke kun Daniel Rasmussen, der under coronakrisen har ændret sin indstilling til, hvordan et arbejdsliv kan tage sig ud. Det har også virksomheden, han arbejder for. Hvor det førhen var et krav, at alle medarbejdere hver dag mødte op på arbejdspladsen, er politikkerne nu blevet ændret, så hjemmearbejde er mere accepteret. Man er endda gået så langt som til at opfordre medarbejdere til at tage i hvert fald en ugentlig hjemmearbejdsdag.
Fremover regner Daniel Rasmussen også med, at han vil balancere sit arbejdsliv mellem henholdsvis online- og onsite-arbejde. For under nedlukningen har han også erfaret, at der er opgaver, der løses bedst, når man mødes fysisk med kollegaer.
”Som projektleder lever jeg også af at have fingeren på pulsen på arbejdspladsen. Men når man kun arbejder hjemme, får man ikke lige snakken ved kaffeautomaten, og den kan jeg mærke, at jeg mangler. Jeg har for at kompensere under coronakrisen brugt megen tid på at sende små chats til kollegaer, men det giver ikke helt det samme. Jeg nåede kun at starte et enkelt projekt op inden nedlukningen, og jeg kan mærke, at det er den af mine projektgrupper, hvori jeg kender folk bedst, fordi vi har siddet fysisk over for hinanden. I mine andre grupper er det anderledes – jeg har set dem få gange, og så har det været med et mundbind på kontoret, hvor man kan blive i tvivl om, hvem det er, der gemmer sig bag,” siger han.
Fra leder til facilitator
Under coronakrisen har Daniel Rasmussen følt det nødvendigt at ændre nogle af arbejdsgangene i de grupper, han er projektleder for. For eksempel laver han stadig dagsordenen for de onlinemøder, der holdes, men det er ikke længere kun ham, der definerer, hvad der skal diskuteres på møderne. Hans projektteams har således fået til opgave også at være med til at definere vigtige diskussionspunkter i stedet for blot at lade det være op til ham.
”På den måde er vi mange, der nu er med til at definere agendaen, og netop på det punkt oplever jeg virkelig, at der er nogle landvindinger at hente i branchen. Mange i vores branche er vant til kun at komme med data, fordi de arbejder i laboratoriet. Men det er jo dygtige og veluddannede folk, som sagtens kan komme med mange flere perspektiver. Det giver en anden dynamik. Nogle vil måske sige, at jeg lægger ansvaret fra mig, men jeg synes snarere, at jeg får en rolle som facilitator, som skaber mere værdi,” siger Daniel Rasmussen.
