Pandemien har i flere lande ført til restriktioner på muligheden for at rejse, ligesom mange medarbejdere er blevet opfordret til at arbejde hjemmefra. For nogle virksomheder har det betydet, at en del ansatte ikke har udført deres arbejde i det land, hvor de normalt arbejder fra. Det kan potentielt have store konsekvenser for beskatningen af både virksomheden og den enkelte, forklarer Peter Koerver Schmidt, der er professor mso på CBS, hvor han forsker og underviser i skatteret med særligt fokus på dansk og international selskabsskatteret.
”Ud fra en international skatteretlig betragtning kræver COVID-19 ekstra opmærksomhed. Både for myndigheder, virksomheder, borgere og rådgivere. For de normale forretningsgange og rejsemønstre er ændret under pandemien,” siger han og henviser samtidig til, at lande normalt fordeler beskatningsretten mellem sig på baggrund af dobbeltbeskatningsaftaler. Her er det bl.a. afgørende, om og i givet fald hvor virksomheden opnår faste driftssteder, hvilket afhænger af, hvor virksomheden geografisk har sine aktiviteter, og hvor de involverede medarbejdere befinder sig.
”Både OECD og de danske skattemyndigheder har nu reageret og er kommet med fortolkninger af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med henblik på at lette håndteringen af internationale skatteforhold i den her meget specielle tid. Men det er ikke hverdagskost, at der kommer tolkninger ud, som indikerer, at man på nogle områder skal udvise lidt konduite,” siger Peter Koerver Schmidt.
Selskaber og personer rammes
Han kommer med eksempler på, hvordan pandemien kan skabe udfordringer.
Et selskab er typisk beskattet i det land, hvor det er hjemmehørende. I dette eksempel Land A. Selskabet har en medarbejder, som er ansat i Land A men bor i Land B. Og som et resultat af COVID-19 kan medarbejderen ikke komme til Land A for at arbejde men arbejder fra Land B.
”Et hjemmekontor medfører en risiko for, at personen udgør et fast driftssted for selskabet i sit hjemland. Og dermed kan medarbejderens hjemland måske begynde at beskatte selskabet af den indkomst, der kan henføres til det faste driftssted. Sådan vil man normalt tolke aftalerne. Men det er ikke meningen i den aktuelle situation. Medarbejderens arbejde i et andet land skal foregå løbende og være af længerevarende karakter, for at det ændrer på beskatningen. Og der er ikke tale om et fast driftssted, hvis medarbejderens hjemmearbejde har et mere midlertidigt og ekstraordinært præg. For at kunne afgøre om det er tilfældet, må der dog foretages en konkret vurdering,” siger Peter Koerver Schmidt.
Pandemien kan i særlige situationer potentielt få betydning for privatpersoner, der har spredt deres arbejde og familie ud over flere lande. Hvis personen samtidig har fast bolig i to lande, vil landet, hvor personen har såkaldt ”midtpunkt for sine livsinteresser”, normalt have retten til at beskatte først og mest. Men kan det ikke afgøres, hvor midtpunktet er, kan vurderingen komme til at afhænge af skatteyderens sædvanlige opholdssted. Her har OECD og skattemyndighederne dog sagt, at selvom pandemien midlertidigt ændrer på, hvor en person opholder sig mest, skal det ikke ændre på vurderingen af beskatningsretten. Med andre ord, såfremt en person under coronasituationen ekstraordinært og midlertidigt opholder sig i et land, vil det ophold næppe udgøre et sædvanligt ophold.
”Hele situationen rører ved nogle ret væsentlige forhold for et selskab. Hvis selskabet i sidste ende anses for at have flyttet sit hjemsted, skal der normalt betales exitskat, altså en engangssum for at forlade et land. Her taler vi potentielt om store beløb. Hvis det handler om ændrede skatteforhold for en enkelt medarbejder, der arbejder hjemmefra, så er der formentlig ikke tale om så store beløb men i stedet om nogle potentielt væsentlige administrative omkostninger for selskabet, hvis det skulle anses for at have fået et fast driftssted i udlandet,” forklarer han.
Ikke tidssvarende aftaler
Peter Koerver Schmidts bud er, at vi ikke kommer til at se mange sager ved domstolene om, hvor virksomheder skal betale skat under pandemien:
”OECD og skattemyndighederne prøver at mindske udfordringerne og udvise noget konduite, og jeg tror ikke, vi kommer til at se et hav af sager. Men omvendt, hvis nogen prøver at bruge håndsrækningen lidt for aggressivt, kan der komme sager.”
Ifølge ham sætter pandemien også fokus på en generel udfordring ved beskatning på tværs af lande:
”Situationen understreger i min optik en udfordring for den internationale skatteret: At hele systematikken bag aftalerne er mere end 100 år gammel og fra en tid, hvor man ikke flyttede sig så meget og ikke havde aktiviteter i mange lande. I dag er det jo hverdag.”
