Skatteretten rummer på en måde et paradoks: Jo længere ud du kommer i de forskelige grene af skatteretten, jo større en forståelse for sammenhængene får du. Og ifølge advokat Anne Kjærhus Mortensen finder du ud af, at det særlige ved skatteretten er, at den binder mange juridiske discipliner sammen:
Dødsbobeskatning bliver flettet sammen med generationsskifte, med beskatning af aktieavance, kursgevinster og fast ejendom. Og forståelsen for personskatteretten, selskabsskatteretten, skat og regnskab samt ikke mindst skatteprocessen bliver det grundlag, de mange discipliner står på.
Den grundforståelse søgte hun efter, og derfor begyndte hun på Master i Skat.
”Advokater er typisk ikke blevet undervist i, hvordan regnskaber bygges op eller i en beregningsteknisk tilgang til skat. Det er vigtigt at lære, og det kan du lære på Master i Skat. Hele den talmæssige forståelse af skat og at kunne forstå en revisors beregninger er afgørende for langt de fleste advokater, uanset hvilket område de sidder med,” siger hun og tilføjer:
”På Master i Skat lærer du at analysere et regnskab og vurdere dets betydning for eksempelvis virksomhedsoverdragelse, bodeling eller dødsbo.”
Anne Kjærhus Mortensen er advokat i Ret&Råd Randers og Århus C, hvor hun også er indehaver. Hun arbejder med familie- og arveret, og Master i Skat-uddannelsen betyder, at de skatterelaterede spørgsmål i dag hurtigere end tidligere bliver en del af rådgivningen af en klient.
”Jeg har nu en langt større forståelse for det arbejde, jeg nogle gange beder en revisor om at lave. Uddannelsen har givet mig en anden indsigt i dødsbobeskatning, og jeg tænker skat ind i arveretten. Skat fylder rigtig meget i familie-arveret, for eksempel ved skilsmisser og dødsbo,” fortæller hun og tilføjer:
”Også som virksomhedsejer i driften af min virksomhed har jeg kunnet bruge uddannelsen.”