Formål
Dette fag klæder dig på til at forstå og navigere i de organisatoriske og styringsmæssige rammer, der former din ledelsespraksis. Med udgangspunkt i dine egne erfaringer får du styrket både dit strategiske blik og din personlige handlekraft som leder.
Hør fagkoordinatorer Morten Knudsen og Frank Meier fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Skarpere blik for hvordan styring, struktur og kultur former din ledelse
- Analyseværktøjer til at forstå komplekse organisatoriske udfordringer
- Indsigt i dine egne ledelsesmæssige mønstre og valg
- Nye greb og tilgange du kan afprøve i praksis
- Individuel sparring med underviser og feedback fra peers
- Refleksion og læring med direkte afsæt i din egen ledelseshverdag
Om faget
"Ledelse i kontekst" er et praksisnært fag, hvor du arbejder med en konkret ledelsesudfordring fra din egen organisation. Du får både teoretisk indsigt og praktiske redskaber til at analysere din kontekst og udvikle din ledelse. Faget kombinerer viden om styring, organisering og ledelsesroller med personlig refleksion og eksperimenter i egen praksis. Undervejs får du sparring, feedback og mulighed for at teste nye greb i et fortroligt og ambitiøst læringsrum. Forløbet afsluttes med en samlet analyse og refleksion over dine indsigter og næste skridt i din ledelsesrejse.
Temaer
- Styringslogikker og deres betydning for ledelse
- Organisationens struktur, kultur og magtforhold
- Analyse af egen ledelsesudfordring
- Eksperimenter i ledelsespraksis
- Personligt ledelsesrum og handlemuligheder
- Refleksion og læring som ledelsesværktøj
Læringsform
Kurset er bygget op i to dele:
- Organisation og styring
Vi starter med at sætte din ledelsesudfordring i ramme: Hvilke styringslogikker, strukturer og forventninger præger din organisation – og hvordan spiller de ind i dine udfordringer som leder? Du arbejder teoretisk og analytisk med dit eget case-baserede ledelsesproblem - Personlig ledelsespraksis
I anden del går vi tættere på dig som leder. Gennem eksperimenter i egen praksis, en 1:1 samtale med underviser, observationer og teoretiske refleksioner dykker du ned i dine egne ledelsesvalg og deres konsekvenser.
Eksamen
Du skal aflevere en opgave på maksimalt 10 sider. Opgaven forsvares ved en individuel, mundtlig eksamen med tilstedeværelse af hele din udviklingsgruppe. Eksamen tager 30 minutter pr. studerende og bedømmes med bestået/ikke bestået.
