En tidlig og brændende interesse for litteratur og sprog var udgangspunktet, da en ung studine for ca. 10 år siden valgte at læse Dansk og Litteraturvidenskab på Københavns Universitet – og senere et semester på Sorbonne i Paris. Og det på trods af betænkeligheder fra hendes omverden. Var det mon ikke et smalt studie med begrænsede jobmuligheder? Hvad havde hun egentlig tænkt sig?
’Det bekymrede mig ikke så meget dengang. Jeg havde måske en lidt naiv tro på, at det nok skulle gå. Hvis bare man havde sit hjerte med i det, man lavede, havde gåpåmod og var åben for og opmærksom på de døre, der kunne åbne sig, så var man godt på vej’, forklarer Amalie Karnøe, Cand. Mag. Lit. og i dag salgs- og marketingchef på Alvilda og Karrusel, et af landets største børnebogsforlag.
Studiejobbet og erhvervserfaringen blev til et rigtigt job
Studierne var ikke forgæves, for i dag har Amalie Karnøe job i præcis den branche, hun tidligere kun havde læst om. I studietiden stiftede hun bekendtskab med forlagsverdenen – dels gennem praktikperioder på større voksen bogforlag, dels via et studiejob på Alvilda.
’Det at komme ud i ”den virkelige verden” og arbejde med litteratur, åbnede mine øjne op for, hvor vigtig forlagenes rolle er. De udvælger, hvilken litteratur der bliver tilgængelig på markedet, og dertil har forlagene en afgørende rolle som litteraturformidlere. Det er jo i høj grad dem, der præsenterer litteraturen for læserne – inspirerer dem! Det blev afgørende for mit karrierevalg. Det skulle jeg selvfølgelig være en del af’, forklarer hun med begejstring.
Men da Amalie i 2016 skrev speciale, kunne hun se enden på studenterjobbet hos Alvilda. Så i en samtale med ledelsen fik hun forlaget overbevist om, at det ville være en god idé, hvis hun blev, når specialet var afsluttet.
’Jeg tænkte, jeg skulle være redaktør, men det mente forlaget bestemt ikke! Derimod havde de spottet, at jeg åbenbart også havde et salgstalent, så de tilbød mig et job i salget’, fortæller hun.