Danske kommuner kan ikke effektivisere sig ud af velfærdudfordringerne, de står overfor. Udfordringerne kan handle om mistrivsel blandt unge, et specialiseret socialområde præget af stor udgiftsvækst eller flere ældre med komplekse sundhedsudfordringer, som presser sygehuse og ældreplejen. Og de kan heller ikke spare sig ud af problemerne, siger MPG-underviser Christian Tangkjær:
”Men vi kan udvikle os ud af de velfærdsproblemer, som i høj grad rammer kommunerne, ved at afprøve og udvikle nye velfærdspraksisser med udgangspunkt i gentænkning af problemstillingerne.”
Hans ræsonnement er, at hvis vi ikke gør noget nyt, så sker der heller ikke noget nyt. Christian Tangkjær, der er ekstern lektor på CBS og beskæftiger sig med organisations- og lederudvikling i offentlige organisationer, opfordrer derfor kommunale ledere til at gentænke problemstillingerne. Det gør han sammen med sin kollega fra virksomheden Mobilize Strategy Consulting, Dorte Bukdahl. Hun er partner i virksomheden og tidligere kontorchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
”Kommunale ledere skal ikke bare lede en forvaltning. I stedet skal du tænke i, hvordan du kan være en effektiv velfærdsstrateg, og hvordan du som f.eks. forvaltningschef kan mobilisere politikerne og lede strategisk ind i det politiske. Det er helt afgørende for at finde nye, legitime løsninger. Borgerne er borgere i kommunen og ikke i en enkelt forvaltning i kommunen, men forvaltninger er typisk stærke effektive organisatoriske enheder, der finder løsninger inden for egne grænser. Så hvordan skaber du løsninger på tværs af velfærdsområdet i din kommune?” spørger Christian Tangkjær.
Og så handler en gentænkning af velfærdsudfordringerne om innovation. Ikke som et stort policy-ord, men som hverdagsinnovation tæt på borgerne. Dorte Bukdahl peger på, at det kan nødvendiggøre et fokusskifte hos lederen:
”Nogle ledere er vant til at være den, der træffer beslutninger og viser vej. Gentænkningen af velfærdsområdet kræver en ny lederrolle - at du kan facilitere, at medarbejderne begynder at tage mere ansvar. Så du skal som leder gå fra at være fixer til at være facilitator.”
Og Christian Tangkjær supplerer:
”Det kan være risikabelt, men som leder er du nødt til at starte hos dig selv og formulere en vision. Og dernæst mobilisere dem, du kan danne en koalition med. Både ind i forvaltningen, på tværs af forvaltninger og ud i samfundet. Find gode samarbejdspartnere, der også gerne vil gentænke velfærden og gå i gang med at lave prøvehandlinger og eksperimenter. Eksperimenter handler ikke om at finde den rigtige løsning, men om at afprøve forskellige løsninger.”
Han understreger, at vi skal turde lave strategiske fejl. Men selvfølgelig ikke tekniske fejl.
”Hvad med at vi fik et system, der belønner fejl?” foreslår han, og Dorte Bukdahl følger op:
”Det handler om at skabe en fælles refleksionspraksis og om mod til at turde fejle.”