Det er slet ikke ledelse ”bare” at lede et team af folk, der ligner én selv.
Professor Sara Louise Muhr kommer med det måske provokerende udsagn, da hun skal beskrive, hvorfor ledelse af diversitet og inklusion er afgørende for ledere i den offentlige sektor.
At lede et team af vidt forskellige medarbejdere mod inklusion og psykologisk tryghed er svært, det tager længere tid, og det kan være frustrerende. Men det giver også langt bedre resultater, fordi dine meninger, idéer og beslutninger som leder perspektiveres, vendes og drejes på en helt anden måde, end hvis du leder en gruppe af mennesker, der ligner dig selv, forklarer Sara Louise Muhr.
”Mennesker har en automatisk trang til at omgive sig med folk, som ligner dem selv. For det er nemmere, giver færre konflikter og hurtigere beslutninger. Jeg har mødt flere ledere på MPG, som bøvler med at skulle stoppe op og få medarbejderne med sig. Her kan det være fristende med en hurtigere løsning, nemlig at gøre det selv eller sammen med dem, som tænker som en selv. Omvendt giver det bedre beslutninger, når der bliver sat spørgsmålstegn ved måden at gøre tingene på,” siger hun og understreger, at hvis din organisation vil være en attraktiv arbejdsplads, også for unge og kommende generationer, så er diversitet en nødvendighed på linje med bæredygtighed.
Og diversitet og inklusion hænger uløseligt sammen:
”Det er mega nemt at være inkluderende, hvis alle ligner hinanden,” pointerer hun.