Bliv bedre til at sikre mangfoldig repræsentation i ledelse og fagspecifikke grupper og få værktøjer til at lede diversitet på en måde, der fordrer en inkluderende arbejdskultur med plads til at udfolde individets unikke kompetencer.
Hør Sara fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Identificer og forstå egne og organisationers bias
- Design strategier for at blokere bias i egen og organisatorisk praksis
- Bliv bedre til at forstå og reflektere over betydningen af inklusion og psykologisk tryghed
- Få mulighed for at identificere og afprøve inkluderende ledelsesteknikker
Om faget
At lede et team af vidt forskellige medarbejdere mod inklusion og psykologisk tryghed er svært, det tager lang tid, og det kan være frustrerende. Det giver dog også et langt bedre resultat, fordi dine meninger, ideer og beslutninger som leder perspektiveres, vendes og drejes på en helt anden måde, end hvis du leder en gruppe af mennesker, der ligner dig selv. Man kan måske lidt provokerende sige, at det slet ikke er ledelse ’bare’ at lede et team af folk, der ligner én selv.
Det er dog stadig en tillært og fast indgroet tendens hos os alle sammen at vælge folk, der ligner os selv og ikke siger os for meget imod, når vi skal sætte et team eller rekruttere en ny medarbejder. Og det er menneskeligt, for vores hjerners short-cuts vil gerne hjælpe os med at tage de nemme beslutninger. Så vi har brug for at ’out-smarte’ vores hjerner og vores mavefornemmelse - og det gør vi nemmest og mest effektivt ved at designe vores processer og ledelsespraksis herefter.
Temaer
- Ledelse mod inklusion og psykologisk tryghed
- Forståelse for egen bias og blind spots
- Teknikker og værktøjer til ledelse af diversitet og inklusion
- Forståelse for og udvikling af egen lederrolle
Læringsform
Undervisningen veksler mellem traditionel forelæsning, gruppearbejde, drøftelser med andre offentlige ledere og egen forberedelse med udgangspunkt i eksperimenter i egen ledelsespraksis, som også lægger op til den skriftlige projektrapport.
Eksamen
Projektrapport på 10 til 15 sider som tager udgangspunkt i egen ledelsespraksis. Mundtlig eksamen på baggrund af projektrapport med underviser og ekstern censor (30 min. inkl. votering).