Meritokratiet kan paradoksalt bremse diversiteten
Daniel Benner har lavet en række interviews med ansatte i politiet, som forklarer, at de tror på meritokratiet – at den bedst egnede får jobbet. Forskningen peger da også på, at der i de vestlige samfund generelt er en høj tro på meritokratiet.
Typisk så fungerer en potentiel leder i sin lederstilling i halvandet år. Så slås stillingen op, og den kan i princippet søges af alle. Sådan fungerer det også andre steder i den offentlige sektor, og argumentet kan være, at ledelse skal læres i praksis og ikke kun i teorien.
”Det forhold anfægter jeg ikke. Implikationerne i masterprojektet peger imidlertid på, at vi strukturelt kan fjerne nogle diversitetsbarrierer, ved at stillingen opslås og gøres søgbar for alle forud for funktionsperioden. Mine respondenter tror på, at meritokratiet virker i politiet. Men samtidig nævner de også, at de kan have en opfattelse af, at stillinger i nogle tilfælde kan være besat på forhånd. Det får mig til at sige, at meritokratiet mere er på spil end i spil, for det virker ikke, som vi tror, og det skyldes vores egen bias. Hvis ikke vi mere aktivt søger at blokere nogle af barriererne for diversitet, risikerer vi at forbigå en talentmasse, hvorved der er risiko for, at det ikke altid er den bedst egnede, der forfremmes,” siger han og fortsætter:
”Dem jeg har interviewet, ønsker kønsdiversitet og diversitet generelt, men de har samtidig vanskeligt ved at forklare, hvorfor der ikke er det. Mit bud er, at bias kan forklare den manglende kønsdiversitet.”
Der kan ifølge Daniel Benner være en lighedsbias på spil, hvor vi rekrutterer dem, som ligner os selv. Det betyder, at ledelsen reproducerer sig selv, og hvis en person har fungeret i en stilling, som slås op, så vil vi sammenligne alle andre kandidater med den person. Og det er typisk til fordel for den, som har fungeret i stillingen. Derfor giver det mening at strukturere forløbet sådan, at udvælgelsen til funktionsperioden som leder foregår på baggrund af ansøgninger i starten af forløbet frem for i slutningen, mener han.
Et andet løsningsforslag vil være at anonymisere ansøgere længst muligt i forløbet. Både ift. navn og foto.
Daniel Benner understreger, at det selvfølgelig også er relevant at se på, at der er en særlig dynamik på spil i politiet, fordi der er en dyb afhængighed til optaget på politiskolen. Optages der ikke flere kvinder her, bliver det svært at øge andelen af kvindelige ledere med en politiuddannelse.