Men hvor er undskyldningen blevet af?
Når ledere i det offentlige lykkes med at “beklage en fejl” uden at tage ejerskab for den, er det ikke bare sprogligt trylleri - det har en reel pris. For borgerne. For tilliden. Og måske i sidste ende for vores demokrati. Det mener Camilla Sløk, lektor på CBS og forsker i etik og ansvar i den offentlige sektor:
“En ærlig undskyldning kan være med til at hele noget. Men vi har gjort det så risikabelt at indrømme fejl, at mange ledere gemmer sig bag systemet.”
Et eksempel på dette er, hvad der efterhånden synes at være en endeløs række af pressemøder i Miljøministeriet, hvor Magnus Heunicke gang på gang stiller sig foran journalisternes mikrofoner og beklager, at der er sket fejl, som viser sig at have ødelagt havet og fjordene omkring Danmark. Men vi kommer ikke tættere på en ansvarstagen end: ”Der er ikke nogen tvivl om, at det er et politisk svigt. ”Men hvorfor sker det, og hvorfor ændrer man så ikke politisk lige nu på den ringe kvalitet af havbunden omkring Danmark? En beklagelse i sig selv retter ikke op på havvandets økosystemer.
Fejl uden ansvar
Hvis du har læst en pressemeddelelse fra en offentlig institution de seneste ti år, kender du drejebogen. Når ting går galt - og det gør de - griber man til vendinger som “det er beklageligt”, “det tager vi meget alvorligt” eller “vi vil tage ved lære”. Sætninger, der lyder fornuftige, men som aldrig bringer nogen i nærheden af det endegyldige ansvar.
Camilla Sløk peger på, at vi i dag har en kultur, hvor fejl helst skal fremstå som noget systemisk og uheldigt – noget, der opstod ud af kompleksitet og uheldige omstændigheder. Ikke som noget, nogen har ansvar for og derfor kunne have forhindret.
“Når en leder siger 'vi har begået en fejl', betyder det sjældent, at nogen kommer til at stå på mål for noget,” siger hun. “Det er blevet en retorisk øvelse, der sjældent forpligter.”
Derfor føles det ofte, som om ingen rigtig taler til borgerne, når noget går galt. Vi får tekniske forklaringer, men ikke menneskelig erkendelse. Og måske endnu vigtigere: ingen afklaring. Hvem havde ansvaret, og hvad vil man gøre anderledes næste gang?
