Hvordan finder man nye kunder og markeder, eller forbedrer interne processer, når de globale forretningsbetingelser pludselig ændrer sig?
Forandringerne kan bunde i nye teknologier, geopolitiske spændinger, eller handelsbarrierer, der kræver hurtige svar.
Hvem ser de nye muligheder først, og hvordan kan ledelsen udnytte den viden?
At navigere i nye, komplekse udfordringer kræver en særlig ledelsesstil. Vi lever i en omskiftelig verden, hvor forretningsbetingelserne kan ændre sig dramatisk fra den ene dag til den anden. Uforudsete flaskehalse i forsyningskæder, hastige teknologiske fremskridt og nye handelshindringer er blot nogle af de faktorer, der skærper kravene til, hvordan virksomheder tilpasser sig.
Her er svaret ikke mere topstyring og strømlining. Det skaber ikke fornyelse. Det kan forbedre status quo, men risikerer samtidig at sætte organisationen i en spændetrøje uden råderum, med færre muligheder for at agere, få nye erfaringer, og finde løsninger.
Reel fornyelse komme ofte nedefra - fra medarbejdere, der gennem deres daglige arbejde opdager forandringerne først.
Det er netop denne dynamik, som enaktiv ledelse udnytter, og som gør den til et vigtigt værktøj i ledelsens strategiske håndtering af usikkerhed.
Enaktiv ledelse: hurtig opdatering med langsom analyseEnaktiv ledelse bygger på evnen til at opfange nye indtryk, tolke dem, og derved opnå en bedre forståelse af udviklingen. Kernen er samspillet mellem hurtig opdatering af nye indtryk fra praksis og langsom, refleksiv analyse af konsekvenser og muligheder.
I den kognitive videnskab forklares dette med to systemer i hjernen: det ene registrerer sanseindtryk og forandringer i omgivelserne, mens det andet bearbejder mulige konsekvenser af dem. Det er en enaktiv måde at forstå tænkning på, hvor hjerne, krop og omgivelser er i samspil.
Overført til organisationsverdenen betyder det, at ledelsens beslutninger bør baseres på opdateret indsigt fra organisationens dagligdag – en indsigt, der afspejler ændringer i omverdenen og giver pejling på nye muligheder. Det er denne viden, der gør det muligt for virksomheder og samfund at tilpasse sig en foranderlig virkelighed.