Livet i sneen mere end fest og farver
Så Olivers sabbatår blev ikke kun brugt på rejser til Bountyland med surf, sol og sand mellem tæerne. Der blev også tid at dykke og boltre sig i sneen. Og det blev afgørende.
"Miljøet på og omkring skipisterne har altid tændt mig, så da jeg fik muligheden for at blive skiguide i Frankrig, slog jeg til. Men livet som skibums var også ret langt fra de studieplaner, der efterhånden forsvandt længere og længere ud i fremtiden," siger han. Fornøjelserne i sneen var drevet af lyst og rock’n’roll. Ud over at stå til rådighed for gæsterne, arrangerede han live musik og andre events. Og der blev også tid til at få luftet skiene.
Men rejsebureauet så også andre muligheder i Oliver. Han blev udfordret med nye opgaver og mere ansvar. Han blev spottet til et job i Danmark, hvor han skulle udvikle, arrangere og stå for salget af skirejser til gymnasieelever og universitetsstuderende. "Det lød spændende, og jeg sagde ja tak. Det var en vild mulighed, men også krævende, da jeg ikke havde en kommerciel uddannelse i bagagen," siger han.
Skibumsens snak med bossen blev en øjenåbner
Oliver havde en samtale med sin chef om fremtiden, og det var her HD-uddannelsen poppede op.
"Min mavefornemmelse sagde, at det var vigtigt for mig at fastholde mit praktiske arbejde. Hvis jeg samtidig kunne få den nødvendige viden og uddannelse, ville det være perfekt. Derfor var det en øjenåbner, da min chef nævnte HD-uddannelsen. Det ændrede alt," fastslår han. Han startede på CBS HD og brugte i to år to aftener om ugen inden HD1 var i hus. Og det har givet ham blod på tanden til mere, så han har besluttet at supplere med en HD2-uddannelse i Strategisk Salg og Marketing.
Alle erfaringer har værdi
Oliver Schlippe Hansen mener, at mange, der har svært ved at se sig selv på et fuldtidsstudie, med fordel kan skele til HD uddannelserne.
"Her har alle erfaringer en værdi, som man kan bygge videre på. HD-uddannelsen har for mig været det perfekte mix mellem arbejde og studier. Og nu har jeg papir på, hvad jeg kan, penge på lommen og en solid jobprofil, fordi jeg allerede som 26-årig kan fremvise et CV med adskillige års erhvervserfaring. Og det er da ikke helt dårligt," konstaterer han.
I dag er Oliver Schlippe Hansen skiftet fra rejsebranchen til et job som property manager hos Fitness World. Her har han ansvar for kontrakter for kædens omkring 170 fitnesscentre spredt ud over hele landet. Jobbet fik han via det netværk, han har opbygget på CBS HD.
"Det netværk man får på HD-uddannelsen, er en sidegevinst, hvis værdi man ikke kan vurdere højt nok. Vi kommer fra mange forskellige brancher, og mange erfaringer kommer i spil. Det er nyttigt på den korte bane under studierne, men helt sikkert også på længere sigt," slutter han.