Hvis man elsker udfordringer og at lede i en syndflod af krydspres og forskellige forventninger, så er kultursektoren stedet. Kulturinstitutioner skal være markedsorienterede, dannelsesfokuserede, fagligt kvalificerede, netværksdrevne, økonomisk ansvarlige og politiske styrede på en og samme tid. Universalløsningen er blevet ledelse, men en forudsætning for at kunne lede er en forståelse af krydspressets logikker og hvor de kommer fra. I dette fag sætter vi fokus på ledelse i kultursektoren.
Dit udbytte
- Skærpe din evner til at lede din institution i en verden af krydspres
- Forstå kultursektorens egenarts betydning for lederens rolle
- Redskaber til at agere på de markeder kultursektoren bevæger sig i
- Indsigt i kulturens betydning på samfundsniveau
Om faget
Faget sætter der fokus på hvad der gør ledelse i kultursektoren unik. Kulturledelse udgør en særlig disciplin, som ikke alene handler om ledelse i hverken den offentlige eller den private sektor. Vi sætter fokus på hvad kultursektorens egenart betyder for ledelse, og hvilke kapabiliteter det kalder på.
Der sættes også fokus på kulturens værdier og økonomier. Kultursektoren bliver stadig mere markedsorienteret, men hvad er det for markeder som kulturinstitutioner befinder sig i (fx markedet for identitet, oplevelser eller opmærksomhed)? Samtidig har kulturen væsentlig betydning på samfundsniveau, og kan betragtes som et offentligt gode. Hvilken betydning tillægger ikke-brugerne kulturen?
Hvordan ændrer det blikket på den strategiske ledelse af ens institution, hvis man ser den primært 1) i relation til besøgende, 2) som et offentlig gode, eller 3) som en velfærdsinstitution, der skal leve op til en række af velfærdsstatens mere generelle dagsordener?
Temaer
- Ledelse i et omverdens-perspektiv
- Kulturens markeder
- Publikum og publikumsanalyser
- Kulturens værdier
- Kulturpolitikkens rammesætning
- Kulturinstitutionernes historiske forandring
Læringsform
Undervisningen består af en blanding af oplæg, gæsteforelæsninger, cases og gruppeøvelser.
Eksamen
Skriftlig synopsis på 3-5 sider med disposition for dit eksamensemne. Mundtlig eksamen med underviser og intern censor (30 min. inkl. votering).