Den offentlige sektor kalder på øget frisættelse fra bureaukratiske regler og unødig hierarkisk kontrol, men hvordan spiller medledelse sammen med en offentlig organisatorisk kontekst? Faget bidrager til, at du som leder vil få forståelse for og praktisk kendskab til, hvordan du kan skabe en mere medledende organisering.
Hør Tobias fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Viden om den nyeste internationale forskning om mindre hierarkiske organiseringsformer.
- Indblik i nye ledelseskoncepter til at udvikle mindre hierarkiske organisationer herunder sociokrati, medledelse, teal mm.
- Grundlæggende forståelse af centrale processer og strukturer til at opbygge mindre hierarkiske og mere medledende hybride organisationer, der under faget afprøves og anvendes i egen praksis.
- Empirisk inspiration fra aktuelle problemstillinger i offentlige danske organisationer, der arbejder med selvorganisering og medledelse.
- Konkrete frisættelsesmetoder, der afprøves i egen praksis.
- Evnen til at trække på forskellige koncepter og metoder for at skabe den bedste lokale løsning.
- Nuancer og kritiske refleksioner, der vil hjælpe dit lederskab på vej mod målet om øget frisættelse
.
Om faget
I de seneste år har vi set en stor interesse for medledelse, selvorganisering eller sågar selvledende organisationer. Nye ledelseskoncepter er udviklet, og både private og offentlige organisationer er inspireret af ideerne. Nogle går hele vejen og organiserer sig uden ledere, andre fastholder dele af det hierarkiske organisationsprincip, men omlægger procedurer og arbejdsgange inspireret af ideen om øget selvorganisering og beslutningsmandat til medarbejderne. På dette fag tager vi fat i de aktuelle trends, og forholder os til, hvordan de kan sættes i spil i en offentlig organisatorisk kontekst. Vi belyser, hvilke dialemmer der kan opstå, samt hvilke muligheder det skaber, når offentlige organisationer bliver mere selvorganiserende. Vi arbejder med at afprøve og eksperimentere med medledende og frisættende organiseringsformer, ud fra aktuelle problemstillinger du som leder står med. Du vil derfor blive introduceret til forskellige greb og metoder til at decentralisere ansvar og frisætte beslutningsmandat i egen organisation. Det hele drøftes undervejs i kursusforløbet, hvor du arbejder på en konkret prøvehandling, der kobler undervisningstemaerne til din egen ledelsespraksis.
Temaer
- Organisationsteori
- Teori om nye mindre hierarkiske organiseringsformer (selvledende organisationer, selvorganiserende teams, sociokrati, medledelse mm.)
- Eksperimenter i egen praksis og analyse
Læringsform
Hver undervisningsgang vil bestå af præsentation og diskussion af forskellige perspektiver om mindre hierarkiske organiseringsformer. Vi får gæster udefra til hver undervisningsgang, der er fremtrædende inden for det tema, vi arbejder med. Her vil der både være oplæg fra forskere, praktikere og konsulenter, hvor du bl.a. vil møde Mette Aagaard, forfatter til bogen ”Medledelse – når teamet er chef”, Hanne Gyldenløve, ledende oversygeplejerske fra den selvorganiserende medicinske afdeling på Regionshospitalet Horsens og Helge Hvid, Professor Emeritus i arbejdslivsforskning. De fire temaer kobler sig til og holdes sammen af dit arbejde med et selvvalgt ledelsesmæssigt eksperiment.
Eksamen
Eksamen vil være en skriftlig aflevering på 5 sider, hvor der arbejdes teoretisk, analytisk og refleksivt med det eksperiment, du igangsætter i egen organisation.