Se videoen med Frank, hvor han fortæller mere om, hvordan Master i Skat har gjort ham til et større aktiv for Nykredit.
For Head of Tax i Nykredit stopper læringen aldrig
Midt i den komplekse labyrint af love, fradrag, politik og indberetningskrav står Frank Larsen. Som Head of Tax i Nykredit navigerer han gennem skatterettens muligheder og udfordringer, som både er til gavn for kunderne og virksomheden selv.
Master i Skat”Jeg er blevet en mere kvalificeret medarbejder”
For nogle er årsopgørelser, forskudsopgørelser og skatteregler noget af det værste, de kunne forestille sig, men for Frank Larsen er skat en fascination og en drivkraft. Som Head of Tax i Nykredit arbejder han med alt fra små detaljer til de store perspektiver på skatteområdet.
Når der skal finansieres nye veje, bygninger eller udvidelser af vores sundhedssektor, vil det ofte blive helt eller delvist finansieret gennem skatten. Med de briller er skatteområdet en meget væsentlig og håndgribelig drivkraft i vores samfund.
”Jeg kan godt lide den kobling, den har til vores velfærdssamfund, hvor skatten er måden at få finansieret de tiltag, vores politikere godt kunne tænke sig at lave,” siger Frank.
Dagsordner ændrer sig, kriser opstår og politiske ståsteder skifter. Alt sammen er med til at ændre på statens prioriteter, når der skal uddeles midler til drift og nye investeringer. Hver gang der besluttes nye tiltag, som skal finansieres, påvirker det derfor også skatteområdet, hvor Frank står omstillingsparat bag skrivebordet i Nykredits hovedkvarter.
”Det bedste er, at det er foranderligt. Jeg er ikke en person som trives i længden med at lave det samme, så jeg kan virkelig godt lide den måde, skatteretten forandrer sig på.”
Skat er allestedsnærværende, når der skal diskuteres økonomi. De komplekse strukturer og reglementer er altid under forandring, da der udvikles i måderne at finde indtægter til statskassen mens der også kommer regulering fra EU, hvilket ikke ligefrem mindsker kompleksiteten. For at kunne stå i spidsen for skatteafdelingen besluttede Frank sig derfor for at tilmelde sig Master i Skat på CBS:
”Det fik mig til at opdage, hvor komplekst det i virkeligheden kan være. Hvis man jagter en 80%-løsning, så kan man relativt hurtigt komme relativt langt, men hvis man skal regne og lave dybdegående rådgivning, så skal du kunne det hele, for ellers risikerer du at regne forkert.”
For at kunne favne de brede perspektiver på skatteområdet, blev ét fag til flere, og til sidst stod han med en fuld Master i Skat. Man skulle tro, at det var nok, men i kraft af sit krævende arbejde i en så stor finansiel organisation som Nykredit, så har han efterfølgende valgt fortsat at tage nye fag fra Master i Skat – udelukkende for hele tiden at være opdateret på viden fra de dygtigste eksperter på området, hvilket også stemmer overens med Franks personlige mål:
”Det er et vigtigt personligt mål for mig, hele tiden at være i gang med at blive lidt bedre til dét som jeg går og beskæftiger mig med.”
Arbejdet som Head of Tax betyder, at Frank både skal forholde sig til interne skatteforhold samt de produkter og den rådgivning der gives til kunderne. For at finde den rigtige vej igennem labyrinten kræver det både en stor viden og den helt rigtige metode:
”Master i Skat har givet mig det metodeapparat, som er nødvendigt for, at jeg kan arbejde både i kendt og ukendt territorium. Skatteretten er så bred, også i en koncern som vores, så der er ingen af os, der kan huske det hele udenad. Metodeapparatet gør mig i stand til at kunne navigere i skattelovene og analysere mig frem til hvilke regler der regulerer den konkrete problemstilling jeg sidder med.”
Uanset hvilke udfordringer Frank præsenteres for, har han i dag metoden til hurtigt at kunne spore sig ind på, hvor roden til problemstillingen ligger. Værktøjet har været med til at gøre ham og afdelingen mere effektive og kompetente, når de til dagligt møder skiftende problemstillinger både fra kunder og Nykredit selv.
“Jeg betragter mig selv som en livslang elev. Jeg vil hele tiden gerne se, om der er noget, som jeg kan blive bedre til,” siger Frank.
For Frank Larsen stopper læringen altså aldrig. Hans nysgerrighed og dedikation til at forstå og navigere i skatterettens komplekse verden har gjort ham til en stærk ressource for Nykredit. Denne tilgang har ikke kun formet hans karriere, men også hans personlige filosofi om konstant udvikling og forbedring.
Udbyttet af efteruddannelse på CBS er både praktiske kompetencer og teoretisk viden. Sammensætningen af de studerende på Master i Skat bringer synspunkter og problemstillinger fra flere brancher ind i undervisningen, hvilket både er fordelagtigt for undervisningen, men også en ressource i det daglige arbejde efter uddannelsens afslutning.
“Det at kunne tage telefonen eller sende en mail til nogle af Danmarks allerbedste på området, det er en helt unik mulighed, som både jeg personligt, men også Nykredit har glæde af,” fortæller han.
Frank Larsen er et levende bevis på, at med den rette kombination af nysgerrighed, dedikation og uddannelse, kan man navigere i selv de mest komplekse områder og skabe værdi både for sig selv og for andre.