For at forstå udviklingen på den internationale skattescene gennem de seneste ti år er to begreber væsentlige. Det ene er ”tax in the board room”. Det andet er ”fair share”.
Begreberne er forbundne, og de forstærker hinanden, påpeger Jeroen Lammers, adjunkt på CBS og underviser på Master i Skat.
”Skat, og især skat for internationale virksomheder, er rykket til toppen af den politiske dagsorden. Det betyder, at vi også har set en udvikling mod ’tax in the board room’. Tidligere var skat placeret i en teknisk afdeling, og groft sagt var det kun aktionærerne, som spurgte til, hvor meget skat, der blev betalt. Sådan er det ikke længere. For med det politiske fokus skal alle virksomheder og bestyrelser, og alle i virksomhederne forholde sig til skattespørgsmål,” siger han og tilføjer:
”Og det er ikke kun de tekniske regler, men også holdningen i samfundet, virksomhederne må forholde sig til. På den måde er der i dag væsentlig flere stakeholders ud over aktionærer, for eksempel politikere, medier og NGO’er.”
Det øgede fokus hænger sammen med det andet begreb, ”fair share”.
”Rigtig mange spørgsmål handler om, hvorvidt virksomheder betaler en fair andel af deres indtjening i skat. Det har medier, NGO’er og politikere fokus på, og derfor må ledelsen i den enkelte virksomhed også have det, og det gælder ikke kun for de største virksomheder,” siger Jeroen Lammers.