“Frygt er kun noget, vi selv skaber oppe i hovedet,” fastslår Lars Sander Matjeka. Der er ingen skam eller bekymring at spore i hans stemme, intet behov for at dække sig af, da han bliver spurgt om sin meget offentlige fyring som administrerende direktør fra mediehuset Aller. En fyring, der fandt sted i januar 2020. Lars Sander Matjeka tiltrådte som topchef i Aller Media i marts 2017, og han havde været med til at øge antallet af abonnenter og vende underskud til overskud i første del af sin ansættelse. Men uenighed om fremtidens strategi og et uventet dårligt regnskab i 2019, satte en brat stopper for hans tid i det kriseramte mediehus.
“Forandring er ikke farligt. Det er der, al udvikling ligger. Hvis vi ikke hilser forandringer velkomne, så står vi stille, og så degenerer vi,” siger Lars Sander Matjeka, der i en alder af 48 år og midt i en pandemi taler med en befriende optimisme om det, så mange frygter mest; at miste deres job.
“Kort efter min fyring var der en journalist, der spurgte mig, hvordan jeg havde det med at gå fra at være topchef og til at være ingenting. ’Ingenting’? Jeg forstod slet ikke det spørgsmål. Topchef var jo bare en lille del af en stor helhed. Der er mennesker, for hvem jobbet er blevet hele deres identitet, men sådan er det altså ikke for mig. Jeg holder af mit arbejde, men mest af alt elsker jeg at være menneske. Far, husbond, skribent, ven, indlægsholder, bror, søn og bestyrelsesmedlem.”
Der gik ikke lang tid fra fyringen ramte, til pandemien sendte store dele af Danmark hjem i stuearrest. Og mens mange har forbandet året 2020 langt væk, har Lars Sander Matjeka insisteret på at se på den fælles såvel som den personlige udfordring med mildere øjne.
“Fra starten gjorde jeg mig det klart, at jeg ville have det bedste ud af denne her periode. Det måtte ikke bare være en tankestreg på vej fra en beskæftigelse til en anden. Jeg har brugt tiden til at mærke efter, og gøre hvad der føltes godt. Jeg kunne dedikere mig til mine børns hjemmeskole, gå tur med hundene ved vandet, meditere, skrive på en bog. Jeg har brugt tiden på at være til stede i tilværelsen,” fortæller han.
“Vi taler meget om, at topatleter har behov for at restituere. Men vi taler ikke nok om, at det har topledere også. Jeg ville ønske for flere, at de kunne tage en lang pause fra deres faste job, uden at det havde konsekvenser. Fyringen bekræftede mig i, at store forandringer er med til at danne os som mennesker. Og at de altid fører dig hen til et bedre sted end det, som du kom fra. Min livsindstilling er, at der altid er noget godt, berigende og værdifuldt at finde i enhver situation, hvis vi kigger efter det.”
Det kan altid betale sig at stå ved sig selv
Lars Sander Matjeka har dog ikke kun benyttet tiden til at kigge ind ad og dyrke sin familie. Han har også brugt tid på at dyrke sit faglige netværk.
“Jeg føler mig mere relevant, ’connected’ og stærkere nu end før. Jeg blev fyret, og det valgte jeg at gå ud og være meget åben om. En af mine personlige værdier er ærlighed. Alt er til låns, og det er den type job også,” mener den tidligere direktør, der ikke er færdig med at lede.
“Jeg vil gerne ind i en virksomhed, som har behov for en transformation. Hvor jeg kan stå for en oprydning, en udvikling og tænde lyset i øjnene på andre. Og så skal det være et sted, hvor der er overensstemmelse mellem mine og virksomhedens værdier. Det kan altid betale sig at stå ved sig selv - også selvom det har en pris. Jeg blev fyret fra Aller, men jeg stod ved mig selv. Jeg har også holdt fast i, at jeg ikke må tage det første det bedste job. Og jeg har måttet takke nej til jobs i brancher, som jeg ikke følte, at jeg på en troværdig måde kunne stå på mål for.”