Et krav om mening
En bestemt sætning går igen, når Rasmus Johnsen underviser:
”Vi vil ingen steder. Vi vil vide, hvor vi er. Det er det positive potentiale, som er i kedsomheden.”
For eksempel kan det handle om at opdage, at en bestemt gren af ens job er kedeligt.
”Kedsomhed har det potentiale, at når vi oplever den kvalmende fornemmelse af, at nu er noget nok, så kommer der en aggressivitet og energi, som kan skabe noget nyt. Måske man får øjnene op for en ny mulighed eller oplever verden på en ny måde. Det er derfor, det er så vigtigt at se på, hvor man er, og hvad der i situationen keder en i stedet for blot at få det hele overstået,” siger han og fortsætter:
”Kedsomhed er et tab af mening; men det er også et krav om mening. I det øjeblik jeg opdager, jeg keder mig, opstår der et krav om, at tingene skal være anderledes. I en arbejdssammenhæng kan det være, at man tænker over grænserne for opgaver, eller måder man har forstået sin rolle i organisationen på. Pludselig kan man spørge: ’Hvorfor er det egentlig sådan?’ At blive opmærksom på kedsomheden er derfor også at tillade sig selv at tænke over ting, man sjældent tænker over.”
Nogle vil måske indvende, at mange har så travlt, at der ikke er tid til at kede sig, og vi er vant til at sige, at man keder sig, fordi man ikke har noget at lave. Men hvis vi skal tro Rasmus Johnsen, så er kedsomheden ikke så meget et udtryk for, at man ikke har noget at tage sig til, som et udtryk for, at det, man laver, ikke giver mening. På den måde har kedsomheden en indbygget ’bullshit-detektor’. Den kan hjælpe én med at forstå, hvor i arbejdet der er plads til forandring.
DEN TOMME TID
I 1852 bruges ordet kedsomhed for første gang på engelsk, som vi kender betydningen af det i dag. Og de tyske og franske ord begynder at betyde det samme som det engelske. Formentlig gælder det også på dansk, forklarer Rasmus Johnsen. Det er interessant, fordi kedsomhedens historie kan være en vigtig påmindelse for os i dag.
Det tyske ord ”Langeweile” er dog kendt langt tidligere end 1800-tallet, men i en helt anden betydning.
”Oprindelig var det et positivt udtryk for ’det lange øjeblik’ – kontemplationens tid. Det franske ord ’ennui’ havde omvendt fra begyndelsen slet ikke noget med tid at gøre. Det var et udtryk for spirituel lidelse. Samtidig med, at man begynder at bruge det engelske ’boredom’, kommer ordene på tværs af sprogene til at betyde det samme, og man kombinerer lidelsen med tiden. I kedsomheden er tiden en forhindring snarere end en mulighed eller en ressource. Så vi får et samfundsfænomen, der handler om at lide under den tid, som ikke føles meningsfuld,” siger han.
Hvis vi ser på udviklingen i et endnu større tidsperspektiv, så er der sket et skifte fra en ydre tilstand til en indre tilstand, forklarer Rasmus Johnsen.
”I antikken og middelalderen er der beskrivelser af det, vi kender som kedsomhed. Men der findes ikke et ord for det, og beskrivelserne er af ydre fænomener som for eksempel at pille sig i næsen, kigge ud over landet eller rive sig i håret,” fortæller han.
Historisk set stod den ”frie tid” i modsætning til den tid, som blot var formålsrettet og helliget arbejdet. Den frie tid var forbundet med åndelig og intellektuel frihed.
”Den opfattelse bliver vendt på hovedet i nutidens kedsomhed. Nu er kedsomhed et krisefænomen for den, som ikke kan finde mening i sit arbejde,” siger Rasmus Johnsen og tilføjer:
”I kulturel forstand har vi i dag glemt den positive værdi i den ikke-organiserede tid. I dag forstår vi kun ’ledighed’ negativt som manglen på arbejde. Men slå op i ’Ordbog over det Danske Sprog’, og du vil opdage, at ordet tidligere også var forbundet med åbenhed, frihed og festlighed. Kedsomhedens historie minder os om, at den tomme tid også har en dannelsesdimension. Det er ikke tilfældigt, at det oldgræske ord for ’fri tid’ er det samme, som vi bruger til vores læringsinstitutioner i dag: skole.”
