Usikkerhed skaber stress
Problemet er til at tage at føle på. 60 procent af danskerne har ifølge Gallup følt sig stressede det seneste år, og antallet af danskere, der bliver langtidssygemeldt med stress, er steget markant de seneste år. Mere end 35.000 danskere er hver dag sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Ny forskning på CBS har samtidig gjort op med en udbredt myte om, at stress er et resultat af overbelastning, og peger i stedet på, at væsentlige årsager til stress ofte handler om frygt for ikke at gøre sit arbejde godt nok eller leve op til forventningerne.
Med det in mente er det måske ikke helt skævt, når Niels Åkerstrøm turnerer rundt i landet med et foredrag han kalder ’Den ansvarlige medarbejders tragedie’. Noget han gør en del for tiden, for som han siger, er der igen kommet en stor efterspørgsel på nye perspektiver på det moderne arbejdsliv.
Selv forholder forskeren sig dog kritisk til et fænomen som ’quiet quitting’, hvor man leverer, akkurat hvad ens kontrakt dikterer, og ikke ét minut eller ét telefonopkald mere.
”Nok er ’quiet quitting' en måde at sige nej til meget ansvar på og passe på sig selv, men jeg synes det er trist, hvis løsningen er, at vi får et for distanceret og passivt forhold til vores arbejde. Jeg tror fænomenet ’quiet quitting’ skal læses som en slags ulykkelig kærlighed. Man elsker sit arbejde, men oplever ikke at kærligheden er gensidig, og så trækker man sig lidt.”
Dertil peger Niels Åkerstrøm på en anden væsentlig pointe, nemlig at det er dybe rødder, der skal rives op. Der er nemlig stadig enormt meget status i at være drevet af passion og være stolt af sit arbejde.
”De fleste af os vil gerne have indflydelse på vores arbejdstid og vores opgaver. Og vil gerne påtage os ansvaret for, i hvilken retning vores karriere skal gå, og hvordan vi bedst realiserer og udvikler vores potentiale, men vi har også brug for anerkendelse for, at vi tager dette ansvar, og det oplever jeg ofte er en mangelvare i offentlige organisationer, hvor ledere ofte har så mange medarbejdere under sig, at de egentlig ikke ved, hvad de laver,” siger han og uddyber:
”Mange medarbejdere er i konstant ankerkendelsesunderskud, og det er i bedste fald dræbende for motivationen og er i værste fald skyld i stress og mistrivsel.”
Hvad er mit ansvar i dag?
Hvad gik der galt? For at få svaret er det nødvendigt med et historisk tilbageblik.
I slut 80’erne skete der et grundlæggende skift i den offentlige sektor, hvor alle institutioner blev bedt om at være selvomstillelige og selvstændige organisationer. Så hvor det klassiske bureaukrati definerer klare roller for medarbejdere med afgrænsede pligter, er der i selvomstillelige organisationer brug for selvomstillelige og agile medarbejdere, forklarer Niels Åkerstrøm.
”Hvis du har klare roller, kommer rolledefinitionen måske i vejen for forandringen, så derfor bliver rollen nu selv at definere sin egen rolle afhængig af, hvad der lige nu er behov for. Organisationens ansvar går meta og handler om at tage ansvar for, at medarbejderne selv tager ansvar i en organisation, der hele tiden er på vej et nyt sted hen. Ansvar bliver noget, der hele tiden skal afsøges og skabes. Det bliver derfor flygtigt og ubestemt,” siger han.
Således viser hans analyse, at ansvaret i løbet af de seneste 35 år er rykket over på den enkelte medarbejder. Det er ikke længere bundet op på regler eller faglighed. I stedet bliver vi nødt til at referere til os selv. Hvad er der behov for i dag, i forhold til denne patient, eller i denne læringssituation?