Det hele begyndte i farfars værksted Vejen til direktørposten i Povl Møllers Maskinfabrik begyndte med leg og eksperimenter i farfarens maskinværksted i barndomsårene, hvor Rune Friis Eriksen brugte utallige weekender hos bedsteforældrene.
"Min farfar var finmekaniker, og ude i garagen havde han indrettet et stort værksted med maskiner. Når jeg besøgte dem, tilbragte vi mange timer i værkstedet. Vi byggede legetøj i form af små legetøjsrifler som kunne skyde med skruer, og alt mulig andet sjovt, som vi selv fandt på. Jeg fik virkelig lov til at prøve alle mine ideer af, og på den måde blev jeg tiltrukket af værksteder, maskinarbejde og hele den verden," siger han.
Efter folkeskolen søgte Rune Friis Eriksen i lighed med mange af sine jævnaldrende på gymnasiet, men allerede efter et par måneder vidste han, at han skulle noget helt andet. Han droppede ud og fik et arbejde i Bilka, mens han overvejede, hvilken retning hans arbejdsliv skulle tage. Valget faldt på teknisk skole og en uddannelse til værktøjsmager.
I 2012 stod Rune Friis Eriksen med sit uddannelsesbevis i hånden og fik job som værkstøjsmagersvend. Det brugte han et par år på, før den velkendte rastløshed begyndte at rumstere i ham igen.
"Det førte mig videre til maskinmesterskolen, hvor jeg studerede om dagen og fik lov til at fortsætte med at arbejde som værktøjsmager om aftenen. I 2019 var jeg færdig som maskinmester, og fire timer efter at jeg havde lagt mit cv ind på Jobindex, lå der en opfordring til at søge stillingen som teknisk chef hos Povl Møllers Maskinfabrik. Det gjorde jeg, og var så heldig at få jobbet," siger han.
Masser af aha-oplevelser og brugbar videnMandag til fredag passer Rune Friis Eriksen sit arbejde som direktør i Povl Møllers Maskinfabrik. Lørdag til søndag studerer han HD på CBS med fysisk fremmøde cirka hver anden weekend. Det kræver stram tidsstyring og disciplin i forhold til at få timerne i døgnet til at slå til.
"Selvom jeg har travlt, så nyder jeg virkelig at få fyldt noget ekstra viden på. På maskinmesteruddannelsen havde jeg fag med fokus på ledelse, men ikke tilstrækkeligt i forhold til mit nuværende direktørjob. Undervisningen på HD giver hele tiden en masse aha-oplevelser, fordi jeg kan overføre meget af teorien direkte på min hverdag. Man kan tydeligt mærke, at uddannelsen er tilpasset, så den er brugbar i helt konkrete hverdagssituationer ude i en virksomhed," siger han.
For Rune Friis Eriksen er det stadig helt essentielt at kunne forfølge de ønsker og drømme, han har for sitarbejdsliv. HD-studiet på CBS er endnu et skridt i en ny retning, som kan være med til at forme hans karrieremæssige fremtid.
"Jeg har grebet nogle af de muligheder, som har åbnet sig for mig undervejs i min uddannelse og karriere. Deter dejligt at se tilbage på, at det har flyttet mig i lige præcis den retning, som jeg allerhelst ville," siger han.