Gennem den nyeste forskning om organisationer og ledelse undersøger du mulighedsrummene for det offentlige og private lederskab og skab dit eget perspektiv for, hvordan dit lederskab kan udvikle sig.
Dit udbytte
Faget giver dig indsigt i, hvordan forskere inden for ledelse forholder sig til de udfordringer og muligheder, vi i samfundet er eller burde være optaget af for at styrke lederskabet, organisationer, virksomheder og samfund. Du får en opdagelsestur ind i forskningsfelter og -indsigter, der direkte eller indirekte har relevans for din egen ledelsesforståelse og -praksis.
Faget vil udvikle din kritiske forståelse af dit lederskab og det vil give dig nye mulighedsrum for at praktisere dit lederskab:
- Du får adgang til en forskningsverden med forskere fra hele verden, der formidler og diskuterer seneste forskning.
- Du får viden om og teoretiske forståelse for, hvordan forskere og praktikere forsøger at finde nye måder at forstå lederskabet, organisationer, virksomheder og samfund.
- Du får perspektiver på ledelse og lederskabet set fra forskellige forskningsfaglige positioner og metodiske tilgange.
- Du får redskaber til at arbejde med egen ledelsesudvikling og håndtering af egne ledelsesudfordringer.
- Du får et interkulturelt perspektiv på lederskabet ved at møde både forskning og mennesker fra andre kulturer med hang til ledelse, både forskere og praktikere.
Om faget
Faget er overordnet set en konference-tour på The 85th Annual Meeting of Academy of Management der er verdens største forening og konference med forskere fra hele verden. Konferencen afholdes d. 25. - 29. juli 2025 i København. Det er første gang konferencen holdes i Europa. Der vil være ca. 8-10.000 deltagere fordelt på ca. 2.500 sessioner over fem dage. Der vil være en blanding af forskere og praktikere, men hovedsageligt vil det være forskere, som formidler og diskuterer deres seneste forskning inden for en lang række af felter med reference til ledelse, strategi, organisation og samfund. Der vil være både forskning ind i private virksomheder, frivillige og offentlige organisationer. Det kan lyde overvældende, og det er det også, men det er en ekstremt inspirerende konference, hvor vi som undervisere og facilitatorer vil guide deltagerne, facilitere fælles diskussioner og refleksioner for at koble nyeste forskning til deltagernes ledelsespraksis og identificere nye mulighedsrum for at udvikle lederskabet i egen praksis.
Læringsform
Faget er et atypisk fag ift. både indhold og læringsprocesser, fordi pensum sammensættes af de studerende selv på baggrund af de mange sessions med forskningsoplæg og -diskussioner, hvor deltagerne selv deltager lyttende og diskuterende på lige fod med øvrige deltagere. Deltagerne vil risikere både at møde for dem højest relevant forskning såvel som højest irrelevant forskning i forhold eget lederskab. Det er i sig selv en faglig pointe, fordi deltagerne vil få et styrket kritisk blik på, hvordan forskningsfaglig indsigt kan/kan ikke kobles til en ledelsespraksis.
Afvikling
Deltagerne vil frivilligt vælge tematikker og sessioner undervejs hen over de fem dage, og de vil lave deres egne synteser og refleksioner ind i egne ledelsespraksisser. AOM Annual meeting er en stor konference afholdt over de fem dage og på flere lokationer, hvor man som deltager blot vælger de sessioner, man ser en interesse i selv. For at hjælpe deltagerne i processen vil fagets undervisere være tour-guider som både hjælper både før, under og efter konferencen med at lave et katalog over de mest interessante sessioner på konferencen samt at afholde en daglig debriefing møde med alle fagets deltagere.
Vi vil på faget bruge AOM Annual Meeting som et fagligt felt, vi faciliterer indsigt ind i og skaber refleksion over hen over de fem dage. Det vil vi gøre ud fra nedenstående model:
Intro: Der vil være en intro for deltagerne forud for konferencen, hvor de dels får en forståelse for deltagelseslogikken i en stor konference som AOM Annual Meeting og dels får en tourguide, hvor vi overordnet fortæller om konferencens indhold (tematikker, sessions mv.) og, hvilke tematikker og sessions, vi vil anbefale dem at deltage på. Introdagen afholdes d. 12. juni kl. 9-12 på CBS, Dalgas Have.
Deltagelse: De fem dage vil have en fast facilitering på 1 ½ - 2 timers faciliteret workshop om eftermiddagen kl. 17-19.00, hvor vi som undervisere faciliterer deling af deltagernes oplevelser og input i løbet af dagen og refleksion på tværs af de input, de har fået hver især. Faciliteringen er der, hvor vi vil skabe synteser sammen og identificere mulighedsrummene for udviklingen af lederskabet i egen praksis.
Outro: Efter konferencen vil der være en eksamen for deltagerne, der ønsker at få ECTS-point for faget. Eksamen er en 5 siders opgave baseret på tematikker og konferencepapers, de selv har fået og hentet på konferencen. Det betyder at deltagerne sammensætter det pensum, de selv finder interessant, og det skal være pensum fra konferencen.