Formål
Ledelse foregår i et intenst krydspres mellem forskellige, ofte modsatrettede, hensyn og kræver derfor både evne til dialog og refleksion samt dømmekraft og konsistent argumentation. Ved hjælp af filosofiske metoder og begreber er modulets formål at hjælpe deltagerne med at træffe bedre beslutninger og bevare integriteten i en kompleks praksis. Kurset har til hensigt at opøve deltagernes evne til at analysere og begrunde beslutninger, samt at give redskaber til at kunne udbrede og træne denne evne blandt kolleger og medarbejdere.
Dit udbytte
- Træning i at benytte filosofiske teorier om erkendelse, etik og argumentation til at træffe og formidle gode beslutninger, og til at skabe rammer for at udvikle og vedligeholde organisations formål på forsvarlig vis.
- Analytiske redskaber til at analysere beslutningsstrukturer og skelne mellem gode, gyldige og faktiske begrundelser.
- En bedre evne til at træffe forsvarlige beslutninger i en kompleks praksis med modsatrettede hensyn
- Kapaciteten til at skabe forandring gennem udøvelse af dømmekraft samt evnen til at udvikle medarbejderes etiske refleksion og professionelle dømmekraft
- Viden om, hvordan det er muligt at sætte dømmekraften i centrum og derigennem give professionelt ansvar og frihed tilbage til medarbejderen.
Ved hjælp af filosofiske metoder og begreber understøtter faget dømmekraftens rolle både i ledelsens og medarbejdernes beslutningsprocesser. Fagets filosofiske metoder har rødder i undervisernes forskning i klassisk filosofi, blandt andet Platon og Aristoteles, samt moderne filosofiske teorier om etik, erkendelse og argumentation. Faget kultiverer evnen til at analysere og forbedre komplekse beslutningsprocesser, så de på samme tid er etisk forsvarlige.
Temaer
- Hvordan kan man som leder træffe beslutninger med etisk integritet, som samtidig understøtter og udvikler organisationens formål?
- Hvordan skelner man mellem beslutninger baseret på dømmekraft og på mavefornemmelser, og hvordan udvikler man den professionelle dømmekraft?
- Hvordan kan regler og procedurer bruges på en måde, så de understøtter beslutninger med integritet i organisationen, og hvad er ledere og medarbejderes ansvar i forhold til organisationens regler og procedurer?
- Hvad er de største trusler mod etiske beslutningsprocesser og god dømmekraft, og hvordan kan man som leder bekæmpe disse trusler?
Sessionerne og eksamen fokuserer på at benytte de præsenterede filosofiske metoder til at analysere selvvalgte problemstillinger fra deltagernes organisationer. Hensigten er at kunne adressere de valgte problemstillinger rationelt med integritet og redelighed. Samtidig danner de konkrete cases basis for generel refleksion over, hvordan man kan realisere organisationens formål på forsvarlig vis.
Eksamen
Skriftlig synopsis på 3-5 sider med disposition for dit eksamensemne. Mundtlig eksamen med underviser og intern censor (30 min. inkl. votering).
Eksamen fokuserer på en selvvalgt problemstilling, som deltagerne arbejder fortløbende med i alle kursets sessioner. Eksamen fokuserer på filosofiske begreber og metoders værdi i forhold til at udvikle problemstillingen og reflektere over praksis, og der eksamineres derfor ikke i teksternes i sig selv.