Styrk din ledelse og din organisations kapacitet til at gennemføre grønne omstillingstiltag i den offentlige sektor.
Hør Susana og Rikke fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Du opnår en solid forståelse af centrale begreber om den grønne omstilling og dens aktuelle betydning for offentlige organisationer i Danmark.
- Du får indsigt i, hvordan nationale mål og grønne initiativer omsættes og implementeres i praksis i den offentlige sektor, og hvilke organisatoriske krav og dilemmaer dette medfører for ledelsen.
- Du opnår en klar teoretisk og analytisk ramme til at vurdere din organisations kapacitet til at planlægge, prioritere og gennemføre grønne omstillingstiltag.
- Du styrker dine ledelseskompetencer og udvikler evnen til at designe og gennemføre praksisnære interventioner, der understøtter organisatorisk forandring og grøn omstilling i egen organisation.
Om faget
Den grønne omstilling er en ambitiøs og kompleks dagsorden i Danmark – fra klimaloven og målene om reduktion af drivhusgasser frem mod 2030 til ambitionen om et klimaneutralt samfund senest i 2050. For offentlige organisationer betyder den grønne omstilling ikke alene nye opgaver, men også nye krav til ledelse, organisering og gennemførelseskraft.
Hvordan kan man som offentlig leder engagere sin organisation i den grønne omstilling på en måde, der skaber varige forandringer i praksis? Hvilke organisatoriske dilemmaer, prioriteringer og barrierer opstår, når grønne ambitioner skal omsættes til konkrete opgaver? Og i hvilken grad har organisationen den nødvendige kapacitet – i form af roller, ressourcer og kompetencer – til at lykkes med den grønne omstilling?
I dette fag arbejder vi med den grønne omstilling som en ledelses- og organisationsopgave. Faget giver deltagerne en teoretisk og analytisk ramme til at forstå og vurdere organisatorisk kapacitet i offentlige organisationer samt praktiske redskaber til at styrke denne kapacitet. Deltagerne vil udvikle deres ledelsesmæssige handlekraft og evne til at designe og gennemføre praksisnære initiativer, der understøtter den grønne omstilling i egen organisation.
Du skal forvente en aktiv arbejdsindsats i form af målrettet læsning samt korte video- og podcastoplæg. Under selve undervisningen arbejder vi interaktivt med en blanding af forelæsninger, diskussioner af konkrete cases, spil og kortøvelser, samt udvikling af en visuel plakat, hvor du omsætter fagets begreber til din egen ledelsesmæssige kontekst.
Temaer
- Ledelse af den grønne omstilling: den grønne omstilling som organisatorisk forandring samt drøftelse af praktiske problemer og dilemmaer.
- Centrale begreber om klimaforandring og bæredygtighed.
- Aktuelle forhold i Danmark omkring den grønne omstilling i den offentlige sektor.
- Teoretisk ramme og værktøjer, der angår organisatorisk kapacitet inden for den grønne omstilling.
- Identificering og vurdering af organisatorisk kapacitet i den offentlige sektor i konkrete cases om den grønne omstilling: roller, ressourcer og kompetencer.
- Hvordan opbygger man kapacitet i sin egen organisation til at adressere den grønne omstilling.
Læringsform
Undervisningen vil foregå som en blanding af forelæsninger on campus, video materialer online, aktiv involvering af de studerende i grupper samt diskussion og refleksionsøvelser omkring konkrete og aktuelle cases.
Eksamen
Eksamen består af en individuel skriftlig opgave på maks. 10 sider. Opgaven udarbejdes efter en fastlagt skabelon. Opgaven skal baseres på fagets videnskabelige begreber og analytiske rammer, og demonstrere evnen til at anvende disse i eget konkret organisatorisk kontekst.


