Kom med en ledelsesudfordring og bliv klogere på, hvordan du gennem teorier og metoder kan transformere udfordringen med effekter for lederskab, organiseringsformer og værdiskabelse. Undervisningen er tilrettelagt som en aktionslæringsproces, hvor du lærer gennem dine eksperimenter i praksis.
Hør Christa fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Få teoretisk viden om, hvordan du kan eksperimentere med relationer, deltagelse, mobilisering, og værdiskabelse
- Opnå indsigt i forskellige former for eksperimenterende metoder
- Få bevidsthed om, hvordan eksperimenter skaber nye handlerum og muligheder
- Bliv klogere på, hvordan eksperimenter transformerer klassiske ideer om strategi, implementering, dataindsamling og værdiskabelse
- Få klarhed over, hvordan du som leder kan udvikle kriterier for, om et eksperiment har været en succes eller ej
- Få blik for eksperimenters mange mulige u-intenderede sideeffekter på din organisation.
Om faget
Offentlige ledere skal skabe værdi i en hverdag med mange modsatrettede hensyn og krav. Det kræver både forståelse for og evnen til at se forskellige perspektiver, men også mod til at turde eksperimentere for at finde de bedste løsninger.
På faget bliver du præsenteret for en række teoretiske bud på, hvordan forskellige former for eksperimenter muliggør frisættende mønsterbrud, der kan gentænke relationer, organiseringsformer og værdiskabende lederskab. Du bliver inviteret og inspireret til at afprøve en eller flere selvvalgte (mikro-)eksperimenter i din egen organisation. Eksperimenterne vil være genstand for dine opgaver og din løbende undersøgelse.
Temaer
- Innovation og eksperimenter i offentlige organisationer
- Særlige betingelser for ledelse af eksperimenter
- Muligheder og risici, når man eksperimenterer i egen organisation
Læringsform
Undervisningen veksler mellem traditionel forelæsning, gruppearbejde, drøftelser med andre offentlige ledere om muligheder og erfaringer med eksperimenter, samt præsentationer og forberedelse af egne eksperimenter, som også lægger op til de korte skriftlige opgaver på kurset.
Eksamen
I løbet af undervisningen udarbejdes 2 mindre skriftlige hjemmeopgaver (samlet max 7 sider), som underviser giver feedback på. Opgaverne kan justeres efter feedback og afleveres samlet som et skriftligt produkt, der danner udgangspunkt for den mundtlige eksamen (30 min. inkl. votering, ekstern censur).