Håndtering af kriser og sikkerhedssamarbejde i egen organisation og på tværs af sektorer trænger sig på som afgørende udfordringer for offentlige ledere. For hvordan organiserer og varetager du som offentlig leder samarbejde og sikkerhed i usikre tider? Faget introducerer til, hvordan man som leder takler disse udfordringer.
Dit udbytte
- Forståelse og håndtering af kriser og nye sikkerhedsudfordringer
- At forstå en ny strategisk kontekst og hvilke krav der stilles til offentlige organisationer
- At kunne varetage kriseledelse og ledelse af sikkerhed – både i egen organisation og på tværs af sektorer og organisationer
- At kunne samarbejde og koordinere i usikre og foranderlige set-ups med en bred skare af aktører og interessenter
Om faget
Som samfund står vi i dag overfor omfattende kriser og sikkerhedsproblemer, der kræver koordinering og samarbejde på tværs af statslige og ikke-statslige aktører. Udfordringerne betyder, at ledere i den offentlige sektor skal rustes til at blive opmærksomme på krisers og sikkerhedsudfordringers særskilte anatomi, således at de kan skabe kriseparate organisationer og mindsets. Det kræver tilegnelse af nye forståelsesrammer, ligesom det kræver udvikling af en række nye kompetencer. COVID-19, Ukrainekrigen, en uforudsigelig kurs i Washington og de (utallige) risici-scenarier, som den globale opvarmning kaster af sig, er blot nogle få eksempler på udfordringer, der gennem de seneste år har rykket ved normaltilstanden i samfund og organisationer. Hvordan skal man som leder agere ift. sådanne kriser og sikkerhedsudfordringer? Hvilke forståelsesrammer er hensigtsmæssige, og hvordan skal man lede, organisere og samarbejde i lyset heraf? Det stiller ’Strategisk kriseledelse: samarbejde og sikkerhed i usikre tider’ skarpt på.
Temaer
- Staten som krise- og sikkerhedsaktør
- Civilt kriseberedskab
- Særlige ledelsesudfordringer ifm kriser og usikkerhed
- Hvordan man leder på tværs af sektorer og traditionelle organisatoriske grænser
- Udvidelse af sikkerhedsdagsordenen
- Læring og erfaringsudbytte af aktuelle kriser og kriseberedskab
Læringsform
Undervisningen er lagt an på fire komponenter, hvis udfoldelse og sammenspil udgør fagets pæda-gogiske set-up: (i) forelæsninger og introduktioner til fagets centrale begreber og forståelsesrammer, (ii) gruppearbejde omkring forståelse af centrale tekster, (iii) applikations-øvelser, hvor deltagerne skal arbejde med begreberne ift. centrale cases, (iv) gæsteoplæg fra praktikere og eksperter.
Eksamen
Udarbejdelse af en syv siders opgave, der danner afsæt for ½ times mundtlig eksamen. Opgaven skal tage afsæt i en specifik krise- og/eller sikkerhedsproblematik, som deltageren skal kunne respondere på, udfolde og analysere vha. af begreber fra fagets pensum.