Kompleksitet, uforudsigelighed og krydspres præger mange organisationer. Behovet for at analysere komplekse problemstillinger og udvikle meningsfuld strategi har aldrig været større.
Hør Niels og Tine fortælle om fagets indhold:
Dit udbytte
- Overblik over typer af strategi og strategiprocesser
- Evne til at indgå i strategiske drøftelser
- Analytisk tilgang til komplekse og usikre situationer
- Evne til at reflektere over forskellige strategiske perspektiver
- Skabe impact ved at sammensætte et relevant strategimix
- Handlekraft til at omsætte strategi til handling
Om faget
Offentlige ledere skal skabe værdi i en hverdag med mange modsatrettede hensyn og krav. Det kræver forståelse, evnen til at se forskellige perspektiver og handlekraft til at skabe forandringer. Strategisk ledelse er relevant for dig, hvis du vil forstå, hvilke muligheder forskellige strategiske perspektiver åbner for.
Du får overblik over forskellige tilgange til strategi i offentlige organisationer, du tilegner dig teoretiske og praktiske færdigheder og du lærer at sammensætte det rette strategimix, balancere modsatrettede krav i omverdenen og i organisationen.
Strategisk ledelse er bygget op omkring forståelse af strategiprocesser, skift i perspektiver og at du kan omsætte din analyse til egen praksis. Du får den nødvendige forståelse af teorier om strategisk arbejde i offentlige organisationer. Du skærper din evne til at skifte mellem forskellige perspektiver for at kunne se, hvordan ethvert tilvalg af et strategisk perspektiv samtidig er et fravalg af den mulighed og handlekraft, der følger med et alternativt perspektiv. Endelig handler Strategisk ledelse om at omsætte forståelsen af hvert perspektiv til konkret analyse og forslag til transformerende handling.
Temaer
- Opbygge bred strategiforståelse
- Overblik over strategiprocesser
- Forstå krydspres og legitimitet
- Meningsskabelse i strategi- og forandringsprocesser
- Strategi, netværk og mobilisering af ressourcer
Læringsform
Undervisningen veksler mellem traditionel forelæsning, gruppearbejde, drøftelser med andre offentlige ledere og egen forberedelse med udgangspunkt i egen ledelsespraksis, som også lægger op til den skriftlige projektrapport.
Eksamen
Projektrapport på 10 til 15 sider hvor du reflekterer over egen ledelsespraksis. Mundtlig eksamen på baggrund af projektrapport med underviser og ekstern censor (30 min. inkl. votering).