Fra første række hjemme i stuerne har hr. og fru Danmark i de seneste uger kunnet følge et usædvanligt persongalleri i TV2-dokumentaren ”Den sorte svane”. Muldvarpen Amira Smajic. Rockeren Fasar. Advokaterne Nicolai Dyhr og Lise Roulund. Forretningsmanden Martin Malm.
Via et kontor i København, der er fyldt med overvågningsudstyr, har dokumentaren givet seerne indblik i, hvordan hårdkogte kriminelle samt velrenommerede advokater og erhvervsfolk tilsyneladende arbejder tæt sammen om omfattende svindel, der især handler om at vaske sorte penge hvide. Fakturafabrikker, momsfinter og lyssky pengestrømme cirkulerer fra den gadekriminelle underverden op til den noble oververden og tilbage igen.
Politikere har efterfølgende talt om at stramme lovgivningen. Men spørger man lektor på CBS, Kalle Johannes Rose, der forsker i økonomisk kriminalitet og ikke mindst hvidvask, er det andre greb, der skal til.
”Jeg forstår godt reaktionerne. Og i virkeligheden afdækker dokumentaren kun en lille bitte flig af et stort problem, så der er bestemt brug for, at vi handler. Men det er ikke lovgivningen, der er det overordnede problem. Det er derimod den manglende koordinering mellem dem, der skal håndhæve den,” vurderer Kalle Johannes Rose, der har en fortid i Finanstilsynet.
Soldater uden generaler
I modsætning til, hvad nogle måske tror, er der nemlig mange forskellige aktører, som på hver deres måde har til opgave at bekæmpe hvidvask. De kommer både fra de offentlige myndigheder og fra private virksomheder.