I over 170 år har civilsamfundets elite, dvs. ledere inden for fx religiøse og sociale bevægelser, foreninger og interesseorganisationer spillet en afgørende rolle. De har startet revolutioner, påvirket love og regler, skabt regeringsskift og velfærdssystemer.
Nu skal et nyt projekt, ’MORALITES’, undersøge den omfattende indflydelse, som denne elite har haft på forskellige områder af vores samfund.
Adjunkt Anders Sevelsted fra Institut for Business Humaniora og Jura på CBS står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, som skal kaste lys over civilsamfundets ledere. Han har netop modtaget ca. 11 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd i form af et ERC Starting Grant. “Man har ikke givet civilsamfundets top megen opmærksomhed, selvom den har spillet en afgørende rolle. Målet med vores forskning er at udfylde hullerne og se på elitens historiske indflydelse på det moderne samfund og dens unikke placering mellem samfundseliten og den almindelige befolkning,” siger Anders Sevelsted.