Fire vigtige sæt af ledelses-kompetencer Rapporten identificerede blandt andet fire sæt af ledelseskompetencer. Disse er centrale for robuste og tilpasningsparate organisationer, men også for at ledere på det personlige plan kan navigere og trives i de nye dynamikker:
- Orkestrering af tempo og rytme
De hastige og hyppige skift i omgivelserne skaber behov for kontinuerlig transformation. Det stiller krav til handling her og nu. Men evnen til at reagere i hurtigt tempo skal balanceres med tålmodighed til at tage langsigtet perspektiv og med behovet for at kunne træde et skridt tilbage for at give sig selv (og organisationen) tid til refleksion og restitution.
Derudover skal ledere balancere mellem ønsket om at udnytte eksisterende aktiviteter samtidig med, at de udforsker nye muligheder. Det er en vanskelig balancegang, fordi udnyttelse af det eksisterende og udforskning at det nye kræver forskellige færdigheder, ressourcer og processer.
- Udvikling af organisationen
Fremtidig ledelse indebærer også et fortsat fokus på værktøjer og vilkår til at udvikle og opretholde stærke teams. Her er psykologisk tryghed afgørende, ligesom evnen til at skabe et rum, der giver mod til at dele ideer og overbevisninger. Ved at fremme en følelse af formål og empowerment kan organisationen blive mere agil, innovativ og i stand til at tilpasse sig hurtigt skiftende markedsforhold.
Med en voksende kompleksitet i fagligheder og problemstillinger, vokser nødvendigheden af samarbejde på tværs af organisationen. Det forstærker betydningen af samarbejdet i lederteamet, der i endnu højere grad end tidligere spiller en afgørende rolle som katalysator for at realisere både organisationens og de individuelle ambitioner.
- Fastholdelse af det moralske kompas
Ledere i dag forventes i stigende grad at være rollemodeller for medarbejdere og andre interessenter. De forventes at tage stilling til spørgsmål, der har reel indflydelse på samfundet, og der er i det hele taget et øget fokus på formål og etik – ofte med udgangspunkt i lederen selv. Dette kræver, at ledere er synlige i kommunikationen af deres personlige værdier. De skal evne at navigere med et moralsk kompas, hvor de forbliver tro mod både sig selv og den organisation, de repræsenterer.
- Brobygning mellem forskelligheder
Endelig er det centralt for fremtidens ledelse, at man bringer værdien af forskelligheder i spil. Diversitet i tanker, erfaringer og kultur er afgørende inden for organisationens egne grænser, men også når man arbejder i partnerskaber og på tværs af økosystemer. Hvordan skabes de optimale rammer med tillid og respekt, når man har samarbejdspartnere, der ikke ligner en selv – og hvordan identificeres relevante partnere, hvis de ikke i forvejen er en del af organisationens netværk.
De fire kompetencesæt kommer ikke alene – de udleves i regi af organisationens kultur, marked og strategi. Og det er ikke alt sammen noget, som er fuldstændig nyt. Men de giver ledere et sprog til at blive bevidste om og italesætte nogle af de centrale områder, man som leder (og ledelsesteam) skal være opmærksom på for at skabe robuste og bæredygtige (på alle planer) organisationer, der kan tilbyde løsninger på fremtidens store udfordringer. Og dermed er godt rustede til at møde den nye virkelighed for fremtidens ledelse.
Læs hele rapporten her: Leadership for the Future Report | CBS - Copenhagen Business School