En leder bliver typisk opfattet som en, der går forrest. Men hvad ville der ske, hvis du valgte at stille dig bagerst for at følge efter? Det tankeeksperiment er afgørende for dig, der gennem eksperimenter vil udvikle din organisation, fastslår MPG-underviserne Anders la Cour og Christa Breum Amhøj.
”Mange eksperimenter medfører radikale opgør med forståelsen af, hvad en leder er. En leder bliver ofte opfattet som en, der har autoritet og kontrol og er forudseende. Men i nogle af de kommuner, jeg har samarbejdet med omkring eksperimenter, der fungerer det bedst, når lederen i stedet for at gå foran følger efter og har modet til at slippe noget af kontrollen for at lade andre have de innovative idéer. Derfor skal der en redefinering af lederrollen til,” siger Anders la Cour.
Christa Breum Amhøj supplerer:
”Du skal som leder ikke overtale nogen til at gøre noget. Men åbne mulighedsfeltet op. Forstå ressourcer på nye måder. Være i bevægelsen mellem det, din organisation gør, og det den vil være bedre til. Du skal som leder være en kreativ stifinder i stedet for at lede lineære processer med mål og milepæle. Du skal ikke være måstyret, men missionsstyret. Vi taler nogle gange om, at en leder skal minimere forskelle. I eksperimenter skal en leder multiplicere mulighederne og være fødselshjælper.”
De to undervisere har udviklet et nyt MPG-fag, Ledelse i den eksperimenterende organisation, hvor de gennem både teori og eksperimenter i praksis sammen med deltagerne undersøger, hvilke særlige ledelsesudfordringer, der er forbundet med eksperimenter og innovation.
”Vi taler i den offentlige sektor om frisættelse. Men frisættelse til hvad? Det vil vi gerne undersøge sammen med lederne, så det ikke bare bliver frisættelse til et tomt rum, men til at gentænke samfundet. Hvordan vi bruger ressourcer bedre og skaber værdi på nye måder ved at eksperimentere,” siger Christa Breum Amhøj.