Vi har brug for et nyt dannelsesbegreb
Der er ingen uldne statements eller politisk korrekte overvejelser, der bliver luftet som overraskende sandheder eller gajolfilosofi. Rane Willerslev vil gerne udfordres. Det har været drivkraften hele hans liv, og derfor er det oplagt at starte med at udfordre ham med overskriften på hans seneste bog. For er hele begrebet “dannelse” ikke bare blevet elitens nye buzzword, efter at vi har talt om ”disruption” og ”fake news”?
“Går du få år tilbage, så var dannelse jo sådan en dogmatisk og støvet størrelse, som ingen ville læne sig op ad. Men jo, det er nok blevet et buzzword. Og det ser jeg faktisk som noget ekstremt positivt,” siger Rane Willerslev.
Museumsdirektøren mener nemlig, at det er, når vi genopliver dannelse som et afgørende kulturprojekt, at vi får skabt en afgørende modvægt i en økonomifokuseret tid, hvor alle kulturbærende institutioner – inklusive museer og universiteter – bliver målt og vejet på produktivitet og økonomiske mål.
“Problemet med den traditionelle opfattelse af begrebet dannelse er, at det ekskluderer en stor gruppe mennesker intuitivt. Der er en kæmpe gruppe mennesker, der føler, at de ikke er en del af den dannede klike, og at dannelsen er svær at tilegne sig, eller en viden du fødes til,” siger Rane Willerslev og fortsætter:
“Der er derfor et stort behov for, at vi gentænker dannelsesbegrebet. Og her er mit bud, at det skal bestå af to kerneelementer. Det ene er rygrad. Du skal vide, hvad du kommer af, din historie og arven. Det er den fordybelse, der er ved at gå tabt. Det andet element er rummelig -hed. Det er det element, der skal destabilisere rygraden. Der er så mange teorier og idéer, som vi i dag har gjort til en del af vores kanon, men som var vilde, overraskende og stødte på
masser af modstand, da de blev introduceret. Bare tænk på Darwin og evolutionsteorien, der destabiliserede et helt verdensbillede. Vi skal være langt mere åbne over for den destabilisering, der følger med ny viden. Hvis dannelse kun handler om udenadslære og at recitere de rigtige digte, og du aldrig lader dig udfordre, så bliver det kejserens nye klæder.”
Den etablerede elite har en legitimitetsudfordring
Rane Willerslev taler ikke bare som den tidligere professor i antropologi med en ph.d. fra Cambridge, der vil have flere mennesker til at besøge sit eget museum. Han taler også som den dreng, der ikke besøgte Nationalmuseet, fordi hans forældre ikke mente, at der var vigtig barnelærdom at hente der. Forældrene var venstreorienterede intellektuelle, og de anskuede museet som en “manifestation af et lidt afdanket, borgerligt dannelsesbegreb”,
fortæller Rane Willerslev.
Det var Rane Willerslevs mormor, som var fabriksarbejder og datter af en enlig mor, der forstod barnebarnets fascination af stedet, og som tog ham med weekend efter weekend. For det kræver hverken en akademisk uddannelse eller en studenterhue at værdsætte vores rige kulturarv.
Men hvis kulturkampen i 1970’erne handlede om politisk dogmatik, og hvis den for ti år siden handlede om smagsdommeri og at skabe en kulturel facitliste i form af en ”kanon”, hvad handler kulturkampen så om i dag?
“Den handler om, at der i de vestlige demokratier er kommet en afgrundsdyb modsætning mellem folk og elite, ’pøblen’ og ’de veluddannede’. Trump er blevet hele symbolet på den polarisering, vi oplever. Vi står i en situation, hvor den etablerede kulturmagt bliver udfordret af en kæmpe gruppe mennesker. Eliten er desværre forfaldet til en farlig reaktion, som kan slås hen med en ’de er idioter-reaktion’,” siger Rane Willerslev bekymret.
“Der er en bred befolkningsgruppe, der er utilfreds og ønsker, at systemet ændrer sig, fordi det ikke varetager de udfordringer, nutidens individer står overfor. Eliten orienterer sig i alt for høj grad mod det 20. århundredes problemer, og de tror, at de kan finde svarene der. Men de glemmer, at der er sket radikale ændringer i forhold til vor tids klima, voldsomme migration og store sociale ulighed.”
Det er ikke første gang, at vi ser en stor værdikamp udspille sig. Men hvor de stridende parter under den industrielle revolution kæmpede om fordelingen af goder, ressourcer og privilegier, handler kampen i dag under digitaliseringens revolution om åndelig legitimitet, ifølge Rane Willerslev:
“Den etablerede elite står med en legitimitetsudfordring. Klassekampen var en kamp om ressourcer. I dag er der ikke en middelklasse, der sulter og dør. Det er derimod hele deres verdenssyn, som ikke bliver imødekommet,” mener Rane Willerslev.
Og han erkender, at vor tids algoritmestyrede nyhedsstrøm udgør et kæmpe problem, fordi vi ofte kun bliver bekræftet i vores egne forudindtagede opfattelser og holdninger, når vi vil søge ny viden og indsigt. Så hvordan undgår vi kulturelle ekkokamre?
“Utilfredshedens stemmer har fået en ny plads på den kulturelle dagsorden, fordi internettet har ændret på præmisserne for deling af nyheder, og det har ført til eksperternes fald. Tidligere var det forbeholdt de få at definere sandheden. I dag er sandheden liberaliseret og demokratiseret på godt og ondt,” siger Rane Willerslev og fortsætter:
”Men det er jo her, at de store kulturinstitutioners ansvar kommer ind. De kan udfordre holdninger ved at udfordre forskellene mellem det elitære og det folkelige.”
Og direktøren er selv gået forrest, når det handler om at sætte handling bag ordene. Han lægger gerne ansigt og skuldre til en regulær shitstorm for at leve op til sit eget dannelseskodeks. Derfor var det også helt oplagt at sige ja, da Jim Lyngvild, den autodidakte vikinge-aficionado, stildebattør og provokatør,tilbød sin assistance til Nationalmuseets store vikingeudstilling, “Meet the Vikings”.
“Jim Lyngvild er ikke fagperson. Han er entusiast. Derfor forstår han den folkelige dimension, som en publikumsmagnet også skal have. Selvfølgelig kan hans tilgang til udstillingen ikke stå alene, men når hans vildskab bliver parret med tre eksperters faglighed, så skaber du altså en oplevelse, der ræsonnerer med langt flere mennesker. Vi har aldrig haft så store besøgstal på en enkelt udstilling, der samtidig kostede så få penge at sætte op.”
