Kvinder fra 190 lande besøgte sidste år Underprotections webshop med lækre lingeriprodukter, badetøj og loungewear. Alt sammen produceret af mere miljøvenlige materialer end normalt for branchen på fabrikker i otte forskellige lande, der skal have anerkendte certificeringer.
”Min kæreste, Sunniva fik under sin designuddannelse ideen til at producere mere klimavenligt lingeri. Hun havde søgt efter lækkert og mere miljøvenligt undertøj. Og det hun fandt, var hverken elegant eller særligt behageligt at have på,” fortæller Stephan
Rosenkilde, der for 12 år siden startede Underprotection sammen med kæresten Sunniva Uggerby, som han i dag er gift med.
Sidste år sendte Underprotection fra virksomhedens adresse på Amager lækkert lingeri og andre mere miljøvenlige beklædningsprodukter til kvinder i mere end 70 lande. Underprotection sætter klima og miljø foran alt andet. De materialer der bliver brugt, skal være miljørigtige – enten genanvendte eller økologiske råvarer. Det drejer sig blandt andet om genanvendt polyester, genanvendt uld, TENCEL® Lyocell og økologisk bomuld.
”Vi bruger kun råvarer, der bevisligt er mere miljøvenlige. Råvareleverandører og producenter skal have de rigtige og troværdige miljøcertificeringer fra uafhængige tredjeparter som eksempelvis Oekotex. Og vi besøger så ofte som muligt vores samarbejdspartnere i de lande, hvor vi får produceret vores tøj. På den måde er vi med til at tænke på miljøet hele vejen,” forklarer Stephan Rosenkilde.
Og det er ikke kun materialer og produktionsapparatet, der skal være mere miljøvenlige. Også de ansatte på fabrikkerne i udlandet tænker man på.
”Det er vigtigt for os, at de medarbejdere, der producerer vores varer, også har fair arbejdsvilkår og får en fair løn. Det er til stadighed et tema i vores dialog med produktionsvirksomhederne rundt om i verden. Og deres arbejdsforhold er certificeret af blandt andre GOTS og WRAP,” siger han.