På dette fag arbejder du med at skrive om organisation for at opnå bedre forståelse af ledelsespraksis.
Dit udbytte
- Lær at skrive analyser af din egen ledelsespraksis med fokus på organisation
- Færdighed i at deltage skriftligt i en MPG-faglig samtale
- Få styr på din skriveproces
- Bliv bedre til akademisk argumentation og til at formulere dig
- Få overblik over arbejdet med at skrive og analysere – fx en masterafhandling
- Bliv bedre til at få og give feedback på tekster
Om faget
Vi tager afsæt i din egen ledelsespraksis og gør den til genstand for organisationsanalyse. Vi indrammer vores overvejelser med udvalgt organisationsteori.
Vi fremlægger en meget praktisk tilgang til skriveprocessen — fra indledning og baggrund over metode og teori til analyse og konklusion — og hjælper dig med, at få skrevet det, du har brug for at skrive, på en måde der giver dig mulighed for at udvikle dig som skribent, hver gang du skriver.
Faglige tekster på MPG præsenterer dét vi ved, med henblik på at diskutere det med andre vidende mennesker på feltet. På dette fag øver vi vores deltagelse i netop den samtale gennem det skriftlige håndværk. Tidligere deltagere fortæller, at det har gavnet dem i mange sammenhænge, lige fra emails og notater til synopser og masterafhandlinger.
Temaer
- Hvad er akademisk viden?
- Hvordan kan analyser af et praksisfelt generaliseres og bruges på andre områder?
- Hvem er min læser?
- Hvordan er akademiske tekster opbygget: artikler, universitetsopgaver m.m.
- Hvilken funktion tjener de forskellige dele af en videnskabelig tekst
- Hvad er stil? - og hvordan finder jeg min egen?
Læringsform
Undervisningen veksler mellem korte oplæg, specifikke øvelser, gensidig feedback på skriftligt arbejde og egentlige ’master classes’. Faget bygger på, at deltagerne arbejder med skriveopgaver og giver hinanden feedback forud for undervisningsgangene.
Eksamen
Skriftlig synopsis på 3-5 sider med disposition for dit eksamensemne. Mundtlig eksamen med underviser og intern censor (30 min. inkl. votering).