Hvem har lyst til at opholde sig længe på et hospital? De fleste af os vil højst sandsynligt foretrække at komme hjem, hvor vores helbredstilstand kan tjekkes af en app eller en sensor, så vi kun behøver at vende tilbage til lægen, hvis der udløses en alarm.
En sådan bærbar smartsensor er et eksempel på et digitalt hjælpemiddel, som forventes at blive meget mere udbredt i den nære fremtid. Forskerne og deres samarbejdspartnere i industrien, som står bag det nye europæiske forskningsprojekt DiCE, forventer en eksponentiel stigning i brugen af disse apparater indenfor det næste årti.
83 millioner bærbare sundhedsgadgets blev sendt på markedet i Europa i 2020, og den årlige vækstrate kan nå op på 20 procent i 2027.
Det er muligvis godt nyt for patienterne, men det er en udfordring for miljøet. Ikke mindst fordi bærbare sensorer kun kan anvendes en gang, så hvad sker der med dem, når de kasseres? Ifølge projektbeskrivelsen er det mest sandsynligt, at størstedelen vil ende på lossepladsen eller forbrændingen, hvilket betyder, at den plastik samt de metaller og sjældne råvarer, der er anvendt i fremstillingen af produkterne, mistes for evigt.