For cheflæge på Rigshospitalet Kasper Aaboe har ledelse altid været en faglighed, man skal tilegne sig. Derfor startede han som ung læge på Master of Public Governance på CBS. I de sidste 10 år har han set forholdet mellem læge- og ledelsesfagligheden blomstre – men er forbindelsen endnu stærk nok til at tackle store forandringer i sundhedsvæsenet?
Kasper Aaboe – Rigshospitalet
"Jeg har altid tænkt, at ledelse er en uddannelse og en faglighed, du tilegner dig, på samme måde, som når du for eksempel bliver kirurg." Sådan fortæller Kasper Aaboe om valget af efteruddannelse på MPG tidligt i sin karriere. Læs artiklen herunder.
Master i Skat”Jeg kan godt lide at se, at vi gør ting smartere”
Helt fra sin ungdom har Kasper Aaboe kunnet lide at få folk til at arbejde sammen og drive forandringer. Om det var som spejderleder eller i ungdomsorganisationer har han, så længe han kan huske, arbejdet i en eller anden grad med ledelse. I dag driver den samme passion ham i sit arbejde som cheflæge på Afdelingen for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler på Rigshospitalet.
”Jeg kan godt lide at se, at vi gør ting smartere. Det er fedt, når vi laver en forandring, som er til gavn både for patienterne og personalet.”
Interessen for organisatorisk udvikling var også det, der fik Kasper som ung læge på sporet af at tage en lederuddannelse. Så mens han specialiserede sig, startede han på en Master of Public Governance på CBS. Det kan lyde som noget af en mundfuld for de fleste, men det var vigtigt for Kasper at lære om ledelse tidligt.
”Jeg har altid tænkt, at ledelse er en uddannelse og en faglighed, du tilegner dig, på samme måde, som når du for eksempel bliver kirurg. Du synes, det er interessant at operere, og det skal du lære ved at opøve nogle kompetencer. Jeg har altid været overbevist om, at det samme gælder for ledelse, og at du skal i gang med det så tidligt som muligt,” fortæller han.
Det var også vigtigt for Kasper at tage en fuld masteruddannelse med et dedikeret fokus på ledelse i en offentlig kontekst, hvilket MPG’en tilbyder. ”Det var ikke noget, jeg bare lige skulle prøve af. Jeg vidste, at ledelse var noget, jeg ville beskæftige mig med, og så skulle jeg gøre det ordentligt.”
I mange år er vejen til lederjobbet i sundhedsvæsenet ikke blevet banet gennem faglige ledelseskompetencer, men nærmere anciennitet. Vi skal ikke mere end 10 år tilbage, hvor det ofte var den ældste eller mest dekorerede professor, der fik en sidegesjæft som afdelingschef.
”Nogle gange blev ledelseskvaliteten derefter,” fortæller Kasper. ”Der har selvfølgelig været dygtige ledere. Men pointen er, at nogle gange var det ikke lederkvalifikationerne, der gjorde, at du blev leder, men derimod de faglige kvalifikationer.”
Da Kasper startede på speciallægeuddannelsen, oplevede han selv, hvorfor der måske var en mangel på læger i sundhedsvæsenet med egentlige ledelseskompetencer.
”Jeg var på et kursus med en gruppe yngre læger. På et tidspunkt spurgte underviseren, om der var nogen i lokalet, der overvejede at blive cheflæge. Og ud af denne forsamling var jeg den eneste, der rakte hånden op.”
Siden har Kasper arbejdet aktivt for at fremhæve ledelse, som en vigtig lægefaglig kompetence. I dag, 12 år efter han startede på MPG’en, ser han da også, at båndene mellem ledelsesuddannelserne og sundhedsvæsenet er blevet stærkere.
”Der er sket et paradigmeskift. I stillingsopslag i dag forventes det, at ansøgeren har en lederuddannelse eller tager en. Det er også blevet meget mere legitimt som læge at sige højt: Jeg vil gerne være leder.”
Ifølge Kasper er der brug for flere ledere til at udvikle et sundhedsvæsen, der er udfordret. For i dag ser vi ind i en fremtid, hvor behovet for sundhedsydelser stiger, og der vil være færre hænder. Ifølge Lægeforeningen vil der i 2040 være brug for 100.000 flere sundhedspersoner, end der er i dag. Ikke mindst mangler der penge til at løfte opgaven.
Udfordringer vi ikke kan spare os ud af, mener Kasper. ”Vi er nødt til at gentænke den måde, vi leder sundhedsvæsenet på. Vi er nødt til at gøre ting fundamentalt anderledes. Og det er en ledelsesopgave at drive den forandring.”
For Kasper handler forandringen særligt om at få sat ledere i spil, der tør sige fra og vurdere, hvad der skal fortsætte og ophøre i arbejdsopgaven. ”Vi skal hjælpe klinikerne til at turde kigge på sig selv og deres praksis. Vi har brug for ledere, der sætter spørgsmålstegn ved om den måde, vi gør tingene på, er bæredygtigt på den lange bane.”
Derfor opfordrer Kasper læger med interesse for ledelse til at forfølge nysgerrigheden og tage en lederuddannelse. ”Du får en mere nuanceret forståelse af det, du oplever i virkeligheden, fordi du har arbejdet med teori og eksempler, der gør, at du forstår årsag og sammenhæng.”
”Der er brug for flere, som gerne vil kombinere læge- og ledelsesfaglighed. Fordi det er vigtigt.”
- Uddannet cand.med. fra KU i 2004 og PhD i 2009.
- Færdiggjorde Master of Public Governance i 2017.
- Ledende overlæge, gynækologisk obstetrisk afdeling, Region Sjælland
- Ledende overlæge, gynækologisk afdeling, Rigshospitalet
- Cheflæge, afdeling for gynækologi, fertilitet og fødsler, Rigshospitalet
På MPG har du frihed til selv at sammensætte din uddannelse. Du har også kontrol over tempoet, og uanset om du foretrækker en fuld master (2-6 år) eller et enkeltfag, står vi klar til at vejlede dig.
Her kan du se, hvordan Kasper skræddersyede sin uddannelse.
Efterår 2012
Grundfag
Ledelsesfagligt grundforløb (udgået fag)
Forår 2013
Kernefag
Kommunikation og ledelse
Forår 2014
Kernefag
Strategisk ledelse
Efterår 2014
Valgfag
Ledelsesretorik
Efterår 2015
Grundfag
Ledelsesudviklingsforløb del 1
Valgfag
Styring af økonomi og incitamenter (udgået fag)
Efterår 2016
Masterprojekt
Masterprojekt
På Master of Public Governance sætter du retningen for din egen master, ligesom du bliver rustet til at sætte retning for hele den offentlige sektor.
MPG giver dig:
- Mulighed for at designe din egen masteruddannelse.
- 30 forskellige fag som løbende fornyes.
- Fleksibilitet til løbende at implementere færdigheder i dit arbejde.
- 60 undervisere som forsker i offentlig praksis.
- Fokus på at udvikle dit personlige lederskab.
- Mulighed for at udbygge netværk og etablere nye relationer til ledere fra hele den offentlige sektor.
Dyk ned i vores fagudbud og find inspiration til dit lederskab.