I 1997 kom to små piger til Danmark fra Bosnien. 7-årige Tanja og hendes et år yngre søster kom hertil for at blive genforenet med deres far, der havde forladt Bosnien, lige før borgerkrigen brød ud i begyndelsen af 1990’erne.
"Vi havde levet som en splittet familie i flere år, men heldigvis havde vi ikke krigen helt tæt på. Vi børn oplevede tryghed, selvom de voksnes dagligdag var præget af usikkerhed," husker Tanja Vidic.
Siden er det gået slag i slag for Tanja med først at lære dansk og senere blive student og få en uddannelse – herunder senest en HD-uddannelse fra Copenhagen Business School (CBS).
I dag er Tanja Vidic ansat i Københavns Kommune som HR-konsulent, hvor hun har gavn af de kompetencer hun fik på CBS.
"Min HD-uddannelse har givet mig en basisviden – en generel forståelse og et overblik på et højere niveau, som dagligt kommer mig til gode," siger hun.
Tanja Vidic vurderer også, at det kommunale system med fordel kunne udnytte flere af de efteruddannelsesmuligheder, som HD-uddannelsen tilbyder.
"Jeg overbevist om, at mange offentligt ansatte kan have glæde af mere viden om forretnings- og organisationsforståelse. Det kommunale system er komplekst med blandt andet en politisk overbygning. Jo mere forståelse du får af kompleksitet og processer, jo bedre bliver du til at udføre dine opgaver", fastslår hun.